Af Fabricius 01/09-2011

2 kommentarer

Melankolsk pop.

For at få en ting klar, 'Go tell fire to the Mountain' er et popalbum! Med sin teatralske lyd og voldsomme vokal er det bestemt et anderledes bud på popmusik, men det er det nu engang, altså et popalbum.

Wu Lyf er et fænomen, en klog promotion strategi, der mystificerede bandet og musikken til en grad, hvor der blev stillet spørgsmålstegn ved, om dette overhovedet var et band eller musik, og som bragte dem på manges læber. Folk kunne logge på deres hjemmeside og blive medlem af Lucifer Youth Foundation for et mindre beløb, disse penge brugte bandet på at indspille deres album.

Albummet er en tour de force i melankoli, især båret frem af det fremtrædende orgel, der sammen med en konstant råbende forsanger er bandets letteste kendetegn. Han har sådan en "This Heat"-vibe over sig.

Fra første nummer 'Lyf' åbnes der med orgelet, der langsomt flyder af sted, inden trommer toner ind og guitaren lægger sig smukt op af orgelet. Så sprænger nummeret sig selv og bliver et mere up-tempo nummer, hvor forsangeren for første gang stemmer i, rettere sagt råber i. For hos Wu Lyf råbes ordene, fra det fantastiske første nummer 'Lyf' til den bombastiske lukker 'Heavy Pop' råbes samtlige ord der kommer ud fra mandens mund.

Det fungerer sådan set fint. Det giver på en gang lidt kant og ambitiøsitet til bandets lyd. Samtidig er dette dog også bandets største svaghed.

... Hvert nummer leveres med samme teatralske lyd, hvert ord med samme intensitet. Hvad der først føles som nyt og spændende transformerer sig langsomt til noget, der virker beregnende og fladt.

Der er ingen stille øjeblikke, hvor vokalen får lov at hvile sig, at give et nyt indtryk. Vi får blot den samme råben som nummeret før, som strofen før. Desværre for Wu Lyf er det her bandet falder i værdi. Hvilket er sørgeligt, for albummet har bestemt kvalitet. Melodiøsiteten, som nævnt længere oppe, er tydelig på numre som 'Lyf', 'Such a sad puppy dog' og 'Summas Bliss', her er der bevægelse i numrene, her fungerer den her formel, med den råbende forsanger og det kirkelige orgel fantastisk. Desværre står det ikke distancen uden andre idéer.

Den mystificering, der skabtes da Wu Lyf først dukkede op, er noget, der i den grad mangler i livet generelt, som det gør det i al popkultur. Det er alfa og omega for reklamefolk, tv-folk, pladeselskabsfolk osv. At de kan brande deres kunstnere så konkret som muligt, så de unge mennesker ikke ender med et album, der ikke lyder 100 procent som forventet. Dette er en sørgelig udvikling.

Jeg købte selv Wu Lyf's debut uden at have hørt så meget som et sekund af deres musik, i ren interesse for det "ukendte". For al den negativ kritik der er omkring albummet, er der dog også en masse positiv, som allerede nævnt, men min største ros, og den der gør, at jeg bestemt vil lytte med næste gang er, at bandet har en følelse - måske påtaget sommetider - men en følelse som essentielt er udefinerbar, den er mystisk og det er smukt!

Jeg ville ønske der var flere popplader nu om dage, med samme ambitionsniveau som denne, for en popplade det er det!