© Edward R. Pressman Film

Af Gabriel 06/10-2010

15 kommentarer | Info om filmen | Trailer

Michael Douglas stjæler endnu engang rampelyset.

Det mest interessante ved Oliver Stones 'Wall Street' fra 1987 er og bliver Michael Douglas i rollen som Gordon Gekko. En rolle der indbragte ham en Oscar, og som han gentager i fortsættelsen 'Wall Street: Money Never Sleeps'. Douglas kan som få andre brænde igennem lærredet med sin blotte tilstedeværelse, og det gør han så rigeligt i, hvad der forhåbentlig ikke bliver hans sidste film...

Historien i Oliver Stones andet kapitel om Wall Street drives frem af hovedpersonen Jake, der i filmen fremstilles som en ideologisk børs-haj med hjerte og hjerne på rette sted. Han bor sammen med den venstreorienterede Winnie, og de to har det godt - lige indtil den dag Jake stifter bekendtskab med Winnies far, som er ingen andre end Gordon Gekko. Gekko har siddet i spjældet i 8 år, for den ballade han lavede i den første film, og er klar til at handle med sin nye svigersøn. Gekkos ønske er at genskabe kontakten med datteren, som har slået hånden af ham, mens han sad i fængsel. Til gengæld for denne tjeneste får Jake hjælp til at vælte finansfyrsten Bretton, som er ansvarlig for at Jakes tidligere arbejdsplads gik konkurs. Spørgsmålet er bare om Gekko har rent mel i posen.

Det finansielle plot i filmen vil jeg ikke kaste mig ud i at genfortælle. Lad mig blot konstatere at det virker gennemarbejdet og til tider en smule indforstået, uden at det på nogen måde ødelægger spændingsmomentet i filmen. De overordnede linier er nemlig nemme at forstå, så historien har den fremdrift, der skal til for at holde publikum fanget.

...Oliver Stone har i det hele taget et godt greb om sin historie. På trods af den allerede nævnte indforståethed er historien forbandet underholdende og dynamisk skruet sammen.

Det er de gode mod de onde, og filmen følger den klassiske spændingskurve, men Oliver Stone tilføjer så tilpas mange stikpiller og paralleller til vores nuværende finanskrise og samfundstilstand, at det ikke kun er tomme kalorier man udsættes for. Det er muligt, at filmen mest lefler for de venstreorienterede, men den burde være relevant for alle, i disse jeg-er-mig-selv-nærmest-tider, hvor ingen tænker på fællesskabet, men blot på at rage til sig.

Carey Mulligan er glimrende som Gordon Gekkos datter, og selv om deres kontroverser aldrig når nye subtile højder, er der så tilpas meget kød på deres historie, at den føles troværdig. Det bliver en smule sentimentalt hen mod slutningen, men det er noget, jeg nemt kan se gennem fingre med. Bedst er imidlertid Josh Brolin i rollen som den djævelske Bretton og Frank Langella i rollen som Jakes mentor Louis Zabel. De giver begge Douglas kamp til stregen.

Der skal nok være nogen, der finder filmen moraliserende, kedelig og sort/hvid i sine problemstillinger. Jeg synes 'Wall Street: Money Never Sleeps' er storslået underholdning med noget på hjerte. Den har som sådan ikke noget nyt at fortælle os, men fungerer som en påmindelse om at tilstandene ikke ligefrem er blevet bedre, siden Stone advarede os første gang for 23 år siden.