Af Fabricius 14/04-2010

1 kommentarer

Mit første ægte minde med musik stammer fra 1993. Min storebror var i den alder, hvor piger og øl er livets essens, og jeg var uskyldig observant fra sidelinjen. En eftermiddag har han en pige på besøg og af ren og skær frygt for at hans lillebror vil være en hæmsko for hans sociale aktiviteter, planter han mig foran vores fars stereoanlæg - med høretelefoner på. I cd-skuffen lægger han U2's et år gamle 'Achtung Baby'. Derefter forlader han stuen, og jeg sidder ene og alene i den tomhed, der er under høretelefonerne. The Edges guitarriff åbner oplevelsen og borer U2 ind i mit hjerte forevigt. Aldrig havde jeg hørt noget som dette.

En på en gang beskidt og utilnærmelig lyd, der samtidig drog mig ind i et univers, som har farvet, hvad der senere er blevet mit voksne liv. Det blev soundtracket til min ungdom. Bono blev mit pejlemærke for, hvad et godt menneske er, og alt hvad der senere er blevet sat i min cd-afspiller, har været sammenlignet med U2. Fra de tidlige firserdage med 'War', det majestætlige 'The Unforgetable fire', millionsællerten 'Joshua Tree' til halvfemsernes ironiske bud på zapperkulturen. Bedst illustreret med åbningsnummeret på 'Zooropa'. For mit vedkommende kulminerede det hele i 1997 med et af mine absolutte favoritalbums 'POP', der i sin essens var alt, hvad musik skal være. Dragende, mystisk, melodisk, fængslende. U2 var, hvad jeg forbandt med musik og musik var, hvad jeg forbandt med livet.

Dette bringer mig til 2009 og U2's seneste album 'No Line On The Horizon'. Efter over ti års ørkenvandring i et tomt rockunivers har Bono beskrevet dette album, som værende en tilbagevenden til "musik der skal høres med høretelefoner".

Åbnings- og titelnummeret starter med en mudret bas (Adam Clayton) og støjende guitar (The Edge), inden Bono leverer en af de bedste vokalpræstationer fra hans side de sidste 15-16 år. The Edge viser nyfunden energi med hakkende guitarspil, inden omkvædet sætter tempoet ned. 'No Line On The horizon' er ikke så meget en tilbagevenden til en tidligere periode i U2's karriere, det er snarere U2 i en ny retning. Her er bestemt små dele af firsernes energi og halvfemsernes lydunivers, men mest af alt er det et forsøg på at finde fodfæste i en ny musikalsk verden. 'No Line On The horizon' mangler dog lidt i omkvædet, som virker mærkeligt uoplagt i forhold til resten af nummeret.

Herefter sænkes albummets kvalitet. 'Magnificent' lyder som Coldplay, der prøver at lave et U2 nummer genindspillet af U2.

'Unknown Caller' forsøger en anelse, men trækker så i land igen og bliver i stedet en mærkelig lille sag, der guitar- og melodimæssigt læner sig op af 'All You can't leave behind'-materialet, mens omkvædet bliver et af de mere obskure i U2's karriere. Bono's mobiltelefon fortæller ham, at han skal "Restart, and reboot yourself".

Autopiloten fra de to seneste albums flyver stadig højt. Dette høres blandt andet på albummets næste nummer, hit singlen 'I'll go Crazy If I Don't Go Crazy Tonight', der minder om puslespillet fra en aflagt hitskabelon.

'Get On Your Boots' forsøger at presse citronen og kaster U2 ud i et småbeskidt territorie. At sangen halter, tilgiver man næsten i det kække "Sexy boots, Get on your boots yeah" omkvæd.

'Fez/Being born' gengiver dele af 'Get On Your Boots', inden den bryder ud i noget, der kunne være en del af U2's ringere firserkatalog.

Lukkeren 'Cedars Of Lebanon' formår at give albummet en lille eftertænksom perle, der bringer minder om Berlin en regnfuld og øde aften.

Hvad der overrasker mest ved dette album er produktionen, der endnu engang er begået af electronicapioneren Brian Eno. Han har produceret for U2 siden 'The Unforgettable Fire' med undtagelse af 'All You Can't Leave Behind'. Hvor han tidligere var, hvad Bono beskrev som en troldmand, er han nu reduceret til opvarmingsband. Flere numre starter med et Electronisk lydunivers, inden det sætter over i en klassisk "rock" sang. Det virker mærkeligt usammenhængende. Der er ingen tvivl om, at det er et vellydende album. Velproduceret og indspillet af et band der efter 30 år sammen er yderst velspillende, men der mangler et eller andet.

Åbningsnummeret er et nyt spadestik for U2, mens resten af albummet vælger at fylde hullet til igen. Enkelte steder fornøjes man, men i det store hele er her tale om en skuffelse. Bevares, 30 år inde i karrieren er det måske for meget at forlange, at man som lytter gerne vil udfordres, men der hvor U2 altid har været stærkest – til at spille med hjertet - mangler hjertet alt for ofte på 'No Line On The Horizon', og det er svært at tilgive.

Siden dengang i 1993 har min musiksmag udviklet sig i én retning, mens U2 er gået i en anden. Det er dog stadig med stor spænding, at jeg sætter et nyt album på pladespilleren. Dette album er det bedste i det nye årtusinde fra deres hånd, men der skal mere til for at være U2.

Bedste numre: 'No Line On The Horizon', 'Get On Your Boots' og 'Cedars of Lebanon'.