Af Fabricius 27/08-2010

12 kommentarer

Da jeg i sin tid sad og lyttede til U2´s Achtung Baby, blev jeg draget af lyden, nerven og intensiteten. Som jeg sidder her dagen efter den første af to koncerter i Horsens, er det med vemod. I aftes sagde jeg farvel til mine barndomsidoler. I og for sig kan jeg sagtens forstå det begejstrede publikum der taktfast klappede U2 fra scenen og efterfølgende vandrede ud i Horsens´ dommedagsvejr, nu om dage er pop scenen så ligegyldig at U2 virkede fantastiske. Dog er dette kun et fatamogana, U2 er blevet nøjagtig så ligegyldig som popscenen omkring dem.

Hvad der altid har gjort dette band specielt, har især været den intensitet og oprigtighed de har bragt ind i musikken. Fra firsernes energiske rock musik til halvfemsernes legen og søgen efter nye veje, har U2 hold sig interessante, netop på grund af den nerve de besad. Bono kunne levere de store budskaber i teksterne, så vi alle følte, at det var vores liv det handlede om. Om dette var forlist kærlighed, ”well you left my heart, empty as a vacant lot. For any spirit to haunt”. Politisk splittelse ”I Don´t know which side I´m on, I don´t know my right from left, or my right from wrong” Ren og skær kultur kritik ”surgery in the air” så havde bandet hjertet med og følehornene ude, altid interessante at lytte til.

Nu om dage virker bandet som en udvandet udgave af noget der engang ønskede at ”Fuck up the mainstream”. Og gjorde det, ved at forsøge ved blive interessante. Nu om dage er de underligt ligegyldige. De er blevet til alle de ting de engang tog ironisk distance til. Mediestrømmen fra ZooTv, blev de vidst selv væk i, som da Desmond Tutu snakker om at vi er ONE, midt under koncerten, ren propaganda, hvilket stiller et spørgsmål er Bono blevet tv-prædikanten, fra Bullet The Blue Skye? ”I Can´t tell the difference between ABC news, Hill Street blues and A preacher on the old time gospel hour stealing money from the sick and the old”. Han lignede ham lidt, som han stod der og takkede Kronprinsen og Helena Christensen, mens han andet steds messede Amazing Grace.

Politisk bevidsthed er forbundet med U2, det har været af stor betydning for mig i min ungdom, at U2 fortalte om verden. Som da man under Zootv havde live optagelser fra krigen i Jugoslavien, fordi dette ikke længere var nyhedværdi. Eller kritiserde forbruger generationen, som havde udviklet sig fra for overbøjet neandertaler til opret stående mand med indkøbs vogn, i Horsens blev U2 præsenteret af BlackBerry. Ja.

Var U2 så katastrofale? Nej gud, havde de bare været det. De var kedelige, forudsigelige og fuldstændig ligegyldige. Den vitalitet der førhen gennemsyrede dette band, den der gør at jeg, som publikum, føler at jeg skal høre de her sange, at de skal spille dem, den er væk. U2 er blevet et livløst væsen der nok går på scenen, og bevæger sig som rockstjerner gør. Som takker efter numre og får folk til at klappe, men det er hult og let gennemskueligt. Numrene hver for sig er ligegyldige, jeg ville have fortrukket andre frem for nogle af aftenens inden koncerten, men nu virker det underligt tomt at tale om numre. Dog skal det siges, at det er en fadæse at bandet insisterer på blot, at være et rock band, at de overser numre fra hele to albums fra halvfemserne, og at man ikke kan skifte lidt ud i de håbløst kedelige numre fra de sidste ti år. Det er følelsen af hele oplevelsen, der sidder i mig, og den er sørgelig, som det er når barndommens idoler ikke længere lever op til forventningerne. Al denne kritik, og så har jeg undladt at tale om Amnesty International sceanen - der ønskede jeg mere end noget andet, at Jarvis Cocker kunne stikke røven i hovedet på de fire irer.

Så for mit vedkommende tak for denne gang, til bandet der formede mit ungdoms univers. Vi ses i fortidens storhed.

Jeg lovede mine 4 medpassagerer i DSB-tog og taxa at sige, det var en fremragende koncert - budskabet er hermed overleveret. Jeg er glad for at I nød den.

Jeg derimod ender på 2.