Af Kudsk 20/06-2010

Skriv kommentar

Forfatter: Kim Leine.

Lad det være sagt med det samme. Jeg er ret vild med Kim Leine – både når han skriver om Grønland og hans fars misbrug af ham selv, og i historien om bedsteforældrenes dysfunktionelle ægteskab og misrøgt af hans fader – i henholdsvis 'Kalak' og 'Valdemars dag'. Så jeg havde høje forventninger til hans tredje bog, 'Tunu', hvor Grønland igen lægger ryg til historien.

Og Kim Leine bliver bare bedre og bedre. Forbedringen ligger bl.a. i, at det indlysende selvbiografiske er lagt mere på hylden i forhold til 'Kalak'. I det mangfoldige persongalleri optræder stadig en mandlig, dansk sygeplejerske – hvilket Leine jo har været selv. Men historien virker mindre privat, og dermed mere universel denne gang. Leine skriver fin, præcis realisme. Ingen klicher. Det er jeg vild med. Men selve miljøskildringen og for mig det eksotiske indblik i livet en østgrønlandsk bygd er det mest interessante.

På det seneste har jeg læst en del bøger om afrikanere og deres møde med vesterlændinge (Cleave og Ejersbo) og jeg havde ikke set det komme, men 'Tunu' er jo en perfekt forlængelse af studiet i imperialismens stadig tilstedeværende spor i de fattige lande - herunder vestens syn på folk fra mindre udviklede egne. Vi er i en lille bygd i Østgrønland, hvor de fleste indfødte stadig lever som fangere, og hvor de få semiakademikerstillinger som lufthavnsleder, skolelærer og sygeplejerske kun besættes af folk fra Danmark. Det er rigtigt spændende stof, som af en eller anden årsag, normalt aldrig finder vej til en dansker fra det område, hvor rigsfællesskabet er fysisk forankret.

Vi følger mange personer i den lille bygd. I hvert fald nok til at jeg opgav at holde styr på alle navnene og deres interne relationer. Det er altid lidt frustrerende, men det forstyrrede egentlig ikke oplevelsen nævneværdigt. Danskerne oplever grønlænderne som nogle dovne hunde, der absolut ikke arbejder mere end højest nødvendigt, horer omkring, drikker sig bevidstløse og misrøgter deres børn. Som umulige at hjælpe og ganske ansvars- og sorgløse. Omvendt finder grønlænderne, at danskerne holder for meget igen med penicillinen, og at de burde skaffe flere hjælpemidler og bedre huse til dem. Kvinderne forstår ikke de danske mænds forventning til et monogamt liv.

Fangersjælden lever, og mændene drives mod ensomhed på fjeldet og sæljagt i små joller blandt isflagerne. Alle danser polka på det primitive, lokale diskutek i en gammel container. Folk bor i utætte skure med lokum. Butikken har ofte halvfordærvet mad, fordi forsyningerne i lange perioder ikke kan komme frem grundet vejret. Sygetransporthelikopteren kommer ofte ikke på vingerne af samme årsag, når indbyggerne er sygere, end den danske sygeplejerske kan klare. Det har fatale konsekvenser, og i det hele taget er det et meget anderledes, meget irrationalt og vældigt spændende indblik vi får i livet i en bygd i Grønland. Så ja, jeg er stadig vild med Kim Leine.