© Cottonwood Pictures

Af Hugger 25/05-2011

14 kommentarer | Info om filmen | Trailer

Kejserens nye klæder.

Kan man beskrive livets gåde, Guds eksistens lige fra The Big Bang til jordens undergang på lidt over to timer?

Svaret er ja, og det er netop det ærinde Terrence Malick er ude i med denne film.

Jeg forstår Malicks intentioner.

Det er på alle måder en ganske smuk film med storladne billeder af livets opståen og dommedag, med undervandsbilleder af primordiale encellede organismer, der udvikler sig til dinosauere og senere til os, menneskeheden, med særligt fokus på en familie i 50'ernes USA.

Brad Pitt spiller den strenge fader, der i håbet om at styrke sine 3 sønner til fremtiden opdrager med både kærlige klem, men også voldsomme og nærmest tyraniske metoder.

Han selv er falleret opfinder, hans kone er typisk 50'er kvinde uden udtalt selvstændig mening, og han styrer hjemmet med hård patriarkalsk hånd. Resultatet er, at den ældste dreng, mod sine egne bedste intentioner og ønsker, påbegynder et oprør, der inkluderer både ondskabsfulde jokes mod sine søskende, selvmordstanker, tanker om mord (!) og kriminalitet.

Filmen starter med, at en af familiens børn dør som 19-årig (man får ikke at vide hvilket af børnene, det er!), og familien reagerer med sorg, frustration og vrede.

Men filmen handler egentlig ikke om det.

Filmen handler på en gang om alt og intet, og Malicks ærinde har klart været at lave en poetisk betragtning af livet og døden, med elementer af Gud smidt ind hist og her. Efterlivet behandles ligeledes, og generelt er det som jeg startede med at sige, en meget smukt filmet film.

... Problemet er bare, at den er dræbende kedelig, på grænsen til prætentiøs.

Den griber aldrig helt fat i sit publikum, for hver gang man er ved at engagere sig i familiens kvaler, skifter filmens fokus og går over til eksplosioner i rummet, hviskende voiceovers med pseudo-religiøse replikker spundet over temaet ”Hvor er Gud, når det slemme sker?”.

Jeg fandt det nærmest komisk til tider med disse hviskende kommentarer, og publikums reaktion på filmen var da også, da de lydløse tekster kom i slutningen af filmen, en smånervøs latter.

For hvad skal man mene om denne film?

Jeg forstår Malicks ærinde, og Cannes har måske berettiget tildelt filmen årets gyldne palmer. Palmerne skal gå til en film, der hylder filmkunsten, og det mestrer Malick til fulde.

Men som min kammerat (Gabriel her fra siden) spøgagtigt sagde, så får Malick Lars Von Trier til at være mainstream. Malicks filmiske udtryk er tungsindigt og introvert, og det skaber man altså ikke spændende film med.

Men det er heller ikke det, der er forsøgt.

...Malick har skabt en smuk og poetisk film, der bestemt ikke er let tilgængelig. Den er bare forfærdelig langsomt pacet, ustruktureret i en sådan grad, at man som tilskuer i lige dele frustreres og kedes.

Med det sagt, så kan Malick altså noget med billeder, så man kan heller ikke forlade filmen (selvom flere gjorde det under screeningen!), for man er nødt til at se, hvad Malick vil med filmen, hvad filmen ender med.

Jeg var ikke underholdt, langt fra det, men jeg forstår mandens formål med filmen. Det er bare en skam, at den er kedelig, det var faktisk ikke nødvendigt, især fordi filmens skuespillere, hvor især børneskuespillerne skal fremhæves, leverer flotte og troværdige præstationer hele vejen igennem.

På filmskolen skal den have 6 nullermænd, men her på Navlefnuller.dk får den kun 3. Dels fordi den ikke underholder, dels fordi den sagtens kunne være strammet op og endelig fordi den ikke, som eksempelvis 'Melancholia', reelt giver noget at tænke over.

Billederne er flotte, bevares, men filmens udtryk og budskab er desværre hurtigt glemt bagefter.