© Dimension Films

Af Hugger 28/01-2010

6 kommentarer | Info om filmen

Viggo Mortensen er overbevisende i post-apokalyptisk drama.

En gang er nok!

Der findes film, man beundrer og som er så gode og velproducerede, at man med sikkerhed ved, at man vil se dem igen.

Efter at have set den dystre og intense filmatisering af Cormac McCarthys roman blev jeg af en kollega spurgt, om jeg kunne ”lide den”. Altså, jeg kan ikke sige, at jeg kan lide den. At se The Road er en følelsesmæssig drænende oplevelse og det er bestemt ikke en film der vil slå nogle DVD-salgsrekorder.

Misforstå mig ikke. The Road er en fremragende film, der rammer lige præcis de tangenter, den skal, men at se den var simpelthen alt for udmattende!

Det er ikke den normale road-tripfilm. På overfladen handler den om et post-apokalyptisk USA (årsagerne til verdens forfald bliver med vilje aldrig forklaret, hvilket bidrager til filmens stemning). En mand og hans søn rejser sammen i jagten på mad og ly for natten, alt imens de skal undgå de mange farer den ødelagte verden byder på. Det er en hård, trætteløs kamp, og man sidder hele tiden med fornemmelsen af, at det er spørgsmål om tid, før sult, kannibaler eller våben får bugt med duoen.

Der er ikke meget plot udover fokusset på faderens kærlighed til sin søn. Med hele dyreracer døde, et næsten usynligt planteliv og samtlige byer tomme for både mennesker og ressourcer, er de mere lyssky elementer blandt menneskene tyet til kannibalisme og i store og små bevæbnede bander jager de i det dystopiske landskab.

Den unavngivne far, spillet med intensitet og stort overskud af Viggo Mortensen, kæmper en brav kamp for sin søn og beskytter ham i løbet af filmen mod kannibaler, strejfere mv. alt imens han koldt og kynisk instruerer sønnen i, hvordan han begår selvmord med den pistol faderen bærer rundt på (i tråd med filmens ånd sparsomt ladt med kun to patroner, en til hver af dem!), hvis de fanges!

Det bliver hurtigt klart, at faderens helbred er så dårligt, at han formentlig ikke står til at redde, og de dystre udsigter for den unge dreng bliver tydelige – Han vil snart være helt alene, uanset hvad de gør.

Det er en stærk historie og filmen er bygget op om mange små følelsesmæssigt voldsomme oplevelser, eksempelvis da parret finder en bombekælder komplet med mad og ly, hvorefter faderen efter nogle dage tvinger sin søn til at tage videre på grund af usete farer. Sønnen spilles med stor indlevelse af Kodi Smit-McPhee og hans sorg over at måtte forlade det nye ”hjem” er udtalt.

I en anden scene finder parret et hus, hvor beboerne har begået selvmord. Drengen stiller det åbenlyse spørgsmål, ”Why”?, hvorefter han kort får svaret : ”You know why!”.

Spørgsmålet er, om faderens kærlighed og attitude er en fordel for dem eller en hæmsko, og filmen spinder fine tråde over dette tema!

Selvom filmen er dyster, er der håb.

Ligeså mørk og dystopisk, McCarthy's verden er, har instruktør John Hillcoat lavet en film, som rammer tonen i bogen perfekt fsva. volden, døden og håbløsheden.

Filmens fokus på håb trods håbløshed er en fin vinkel, men selvom dette håb anes gennem filmen i sporadiske glimt, er det ikke en film, du har lyst til at se lige med det samme igen.

Men du bør i hvert fald se den en gang!