© Mandalay Vision

Af Gabriel 24/09-2010

Skriv kommentar | Info om filmen | Trailer

Fremragende skuespil hjælper ikke på ujævn komedie.

Far, mor og børn er i 'The Kids Are All Right' byttet ud med mor, mor og børn. Det lesbiske forældrepar Nic og Jules har to børn sammen, som er undfanget ved sæddonation. De fungerer som mødre for dem begge, og det går egentlig ganske godt. Mor Nic er den perfektionistiske og højtuddannede mor, hvorimod Jules er lidt mere hippie-agtig og tilbagelænet. Joni, som med sine 18 år er den ældste af de to børn har det fint med denne konstellation og gør sig klar til at flytte på college. Den 15-årige Laser er imidlertid blevet nysgerrig efter at vide, hvem hans far er. Gennem sæddonorklinikken får de skabt kontakt med deres far Paul, som viser sig at være en frisindet, nede-på-jorden-type med økologisk landbrug og tilhørende restaurant. Da Paul bliver stillet overfor sin nyvundne familie vækkes noget i ham, og hans ønske om at blive en del af børnenes hverdag skaber både glæde og kaos.

...'The Kids Are All Right' vil så gerne være anderledes og åben, og er det også langt hen ad vejen. At forældrene til de to børn er lesbiske virker naturligt, og dialog og situationskomik føles for det mest ægte og genkendelig.

Det hjælpes især på vej af glimrende skuespil fra alle, hvor især Annette Bening og Julianne Moore skiller sig ud med deres indlevende spil.

Desværre er filmen hæmmet af slet skjulte moraler og stereotype personager.

Det stereotype ses især i en scene, hvor Laser må sige fra overfor sin bedste ven Clay, som på alle måder fremstilles usympatisk, og som ikke ligefrem er i kridthuset hos de to mødre. Konflikten mellem de to fremstår meget sort/hvid og uden de nuancer, som kan hæve scenen over sitcom-niveau. Det er fint nok, at vi ser, Laser kan stå på egne ben, men måden det gøres på falder udenfor resten af filmens stil.

De skjulte moraler træder frem, når filmen trods sin frisindede og åbne tone alligevel udråber nogle frem for andre til skurke. Det er synd og unødvendigt for historien, som kommer til at fremstå unuanceret og ufuldstændig.

Langt bedre går det i scenerne mellem de to mødre, hvis eksistensberettigelse sættes på en prøve, da børnenes fokus flyttes fra dem og over på det nye spændende familiemedlem. Man føler deres angst for at blive undværlige, og man forstår deres irrationelle handlinger, som følger i kølvandet. På samme måde føler man spændingen i mødet mellem børnene og deres far, hvor den klodsede dialog og det kejtede kropssprog er lige i skabet. Som publikum er man helt med på den akavethed, der må ligge i at mødes med et så nært og så alligevel ukendt familiemedlem. Hvad skal man dog tale om?

Trods flere fine iagttagelser og en overordnet sød og lidt anderledes historie kommer filmen aldrig helt i mål. Den fungerer rigtig godt i spillet mellem de to mødre, og Mark Ruffalo er både troværdig og sjov som den godmodige øko-far. Gode intentioner er bare ikke nok.