© Voltage Pictures

Af Hugger 04/09-2009

1 kommentarer | Info om filmen | Trailer

Har måske ikke fortjent sin Oscar for bedste film 2010, men god det er den da.

Kathryn Bigelow (Point Break, Strange Days mv.) er en modig instruktør.

Hun bevæger sig sikkert i kendt mandeterritorie og navigerer uden vanskeligheder udenom klicheer, fordomme og heltedyrkelse i denne film, der må betragtes som en af nyere tids bedste bud på en krigsfilm i stil med klassikere som 'Platoon', 'Full Metal Jacket' og til dels 'Black Hawk Down'.

Hvor sidstnævnte til tider dvæler meget ved sit eget billedsprog og i løbet af sin spilletid fortaber sig i sine egne pointer, så holder Bigelows 'The Hurt Locker' kursen sikkert med et billedsprog der må betragtes som intenst og meget nøgternt.

Actionscenerne er særdeles godt udført og intensiteten er i højsædet, når hovedpersonerne bevæger sig ud på den ene selvmordsmission efter den anden. Især en scene midt i filmen, hvor snigskytter på begge sidder har et "mexican standoff" fik denne anmelders puls til at stige i en grad, den sjældent gør, og dette endda ved kun at løsne ganske få skud. Forventeningen om næste skud, og den iboende fare for hovedpersonerne, skabte uden tvivl filmens stærkeste scene.

Og den understregede også filmens pointe.

Kan man miste sin menneskelighed? Og kan et menneske miste sig selv?

Snigskyttekampen var en kamp mellem to fjender, der ikke kunne se hinanden. Det var riffel mod riffel, ansigtsløst og mekanisk.

Hovedpersonen Will er en soldat, der kan sit arbejde. Han rydder bomber, og han er god til det. Mens hans liv som familiefar er sat på hold i en sådan grad, at han end ikke kan snakke i telefon med sin familie til trods for, at han får telefonisk kontakt til dem. Han lever for sit arbejde, et arbejde, der dagligt truer med at dræbe ham, men det er hans identitet. Og kan denne identitet skiftes ud med familiefaderens? Han har brug for adrenalinet, brug for liv/død tilværelsen, brug for at føle, at han lever... Og det gør han bedst, når hans liv konstant er i fare.

Dette er krigens største gru. Soldater sendes i krig dagligt, kæmper, ser folk dø, såres, bliver bange, oplever gru osv. Dette ændrer folk, og folk mistes. Enten fysisk, ved at de dør, eller følelsesmæssigt, når de afkobles fra de liv og de mennesker, der venter hjemme.

Bigelows film rammer lige i solar pleksus af dette skisma. For ja, et menneske kan miste sin menneskelighed, og ja, derved mister mennesket sig selv. Men det er nødvendighedens tvang, der driver soldaten i krig for at forsvare gud, konge og fædreland, og det er et offer, der gives, ikke blot i den tid, hvor mennesket er lige midt i krigen, men også på længere sigt.

Bigelows film er et skarpt, nøgternt og filmografisk mesterværk, der undgår den altid farlige heltedyrkelse, der marer mange krigsfilm. Her er krigens gru og farlighed smidt lige op i vores ansigter, og vi oplever den gang på gang mens vores hovedpersoner bevæger sig ud på mission efter mission. Filmen er næsten dokumentarisk i sit billedsprog og dens virkemidler udnyttes optimalt. Her er ingen skurke eller helte. Her er kun mennesker, der kæmper for at bevare deres menneskelighed og i processen, deres liv. Nogen klarer den, vender hjem og stifter familie, mens andre vender tilbage til endnu en turnus i helvedes forborg, der, hvor de befinder sig bedst!