© Columbia Pictures

Af Hugger 03/02-2011

11 kommentarer | Info om filmen | Trailer

Rendyrket underholdning uden de store krav til publikum.

Denne anmelder har modtaget usædvanligt meget flak for sin anmeldelse af tegneseriefilmatiseringen af 'Kick-Ass' fra sidste år, ikke mindst fordi netop denne film blev godt modtaget af såvel kritikere som publikum, med sidstnævnte i nærmest ukritisk ekstase over filmens billedsprog og skæve fortællestil.

Jeg genså forleden 'Kick-Ass' og jeg står ved alt hvad jeg skrev i min anmeldelse, til trods for den ballade, det har medført. Jeg fandt 'Kick-Ass' forvirret, spaltet og ugennemført, men visse højdepunkter, der dog aldrig toppede helt, fordi filmen ikke vidste, hvor den ville hen, hvad, om noget, den ville sige og hvorfor den sagde det.

Nu undrer du dig måske over, hvorfor jeg starter anmeldelsen af 'The Green Hornet' med en rekapitulering af min anmeldelse af 'Kick-Ass', men bare rolig, der er en mening med galskaben!

... Jeg finder nemlig, igen ude af trit med det danske anmelderkorps, at 'The Green Hornet' er særdeles underholdende, ikke mindst fordi den undgår de faldgruber, jeg føler 'Kick-Ass' hoppede i med begge ben.

'The Green Hornet' er baseret (løst) på et radioshow fra radioens gyldne tidsalder, der senere blev serialiseret i form af en meget 'camp' serie fra 70'erne med bl.a. Bruce Lee i en af de bærende hovedroller. Den handler i bund og grund om en forvirret, forkælet og frustreret ung mand, der lige er kommet ud af sine teenageår med mange følelsesmæssige ar på sjælen som følge af slægtskabet til en æret, frygtet og stærk faderfigur, den prominente bladkonge James Reid, spillet glimrende af Tom Wilkinson, der dog ikke har meget at arbejde med i filmen. Da Reid Sr. afgår ved døden, tvinges hans efterladte dreng Britt Reid til at tage stilling til, hvad han vil med sit liv, og gennem et spirende venskab med den unge (og særdeles bad-ass!) tjener Kato, finder han snart ud af, at han vil hjælpe andre mennesker ved at være en slags superhelt.

Britt Reid spilles af Seth Rogen ('Knocked Up' m.fl.), der også har lagt pen til manuskript og historie, mens den unge Kato spilles af Jay Chou, der slås gevaldigt med de engelske replikker, men som alligevel virker ok i rollen som Bruce Lee!

Hvorfor synes jeg filmen virker?

Den er sjov, dynamikken mellem Chou og Rogen er ganske forrygende, og der er en god kemi mellem dem på skærmen. Rogen er den fedladne, lidt fesne wanna-be helt, der stjæler mediebilledet, mens Chou er den underspillede, men effektive og absolut mest superhelteagtige i duoen. Der er en fin ping-pong i manuskriptets dialog, der tenderer one-liners, men situationskomik og absurditeter supplerer disse i en grad, så det holdes let og fordøjeligt.

Actionscenerne er udemærkede, og der gøres fint brug af 3D i disse scener, der dog ikke byder på meget nyt, udover en sjov brug af 'Kubricks korridor-kamera-teknik' (du ved, hvad jeg snakker om, den fra 'The Shining'). Det bliver aldrig for voldsomt, og filmen holder sig PG13 uden for meget blod og død. Det er tegneserieagtigt og det virker fint.

Herudover forsøger filmen ikke at være andet end underholdende. Ikke nogen forsøg på at være dyb eller tage afstand fra sin egen præmis, som 'Kick-Ass' gjorde det, idet filmen handler om, at målet helliger midlet, og så længe skurkene er onde, så må heltene gerne være hårde og kontante. 'Kick-Ass' forsøgte at sætte sig på 3-4 forskellige taburetter, idet den udover at forsøge at underholde, hvilket det bestemt gjorde til tider, tillige forsøgte at lægge lag på lag ind over med temaer som fader-søn forhold, teenagedrama, samfundets brug af vold på eksempelvis internettet osv, hvor den tog afstand fra det, mens lemmerne fløj om ørene på os og teaterblodet sprøjtede.

... The Green Hornet er ikke et mesterværk, men det forsøger den heller ikke at være. Det er ikke en dyb film, med lag, der skal dissekkeres, og det er bestemt heller ikke en film, der kræver et snarligt gensyn.

Den underholder i de 1½ time, den varer, uden at presse noget ned i halsen på os, og den formår at gøre det på en ubesværet og ligetil facon, der minder og bl.a. 'Iron Man', uden dog at sammenligne de to i øvrigt, da sidstnævnte er en bedre film.

Men 'The Green Hornet' er en tegneseriefilm, der fokuserer på tegneseriens ypperste formål, nemlig at levere skamløs underholdning uden de store krav til beskueren. Det er først i de senere årtier, at såvel tegneserier som tegneseriefilmatiseringer forsøger at være mere. Og hvor nogle lykkes hermed, 'Batman Begins' eksempelvis, så fejler andre miserabelt og rammer ved siden af.

Selvom elementer som eksempelvis Christoph Waltz's superskurk ('Inglorious Basterds') er næsten kriminelt misbrugt i en rolle, der tenderer karikatur, og selvom filmen er letfordøjelig matiné-underholdning uden den store substans, så var jeg godt underholdt uden at det trak de store veksler på mig intellektuelt, og det mine venner, er sgu da meget rart at opleve engang imellem, især når man har brug for at slappe af og komme lidt væk fra hverdagen, ikke?

De dystre og dybe film som 'Black Swan' og lignende har deres berettigelse, og er givet mere givende oplevelser i længden, men der skal være plads til begge dele, og det er vigtigt, at filmene gør op med sig selv, hvad de egentlig vil, før de forsøger at kaste for mange bolde op i luften, uden evne til at gribe dem alle, så tenderer det spild af tid, og det gider ingen jo finde sig i!

4 små nullermænd!