© R.P. Productions

Af Hugger 07/04-2010

8 kommentarer | Info om filmen | Trailer

Roman Polanski beviser endnu engang, hvor fantastisk en historiefortæller han er.

Den gennemgribende tone i denne film er så præcis og mystisk, at den næsten er en filosofisk lektie i uro og ustabilitet. Filmen handler i bund og grund om en moderne verden, hvor få ting giver mening, selvom alt det meningsløse, der er forfærdeligt og tragisk, kan reduceres til smålige, menneskelige motiver som ego og grådighed.

Visionen i filmen er, at selv de mest skånselsløse, forfærdelige mennesker ofte også er de mest latterlige, selvom deres latterlighed ikke gør dem mindre farlige. Måske gør det dem endnu farligere! Og intet er, hvad det synes. Moderne liv portrætteres som frygtindgydende og absurd, noget man ler og løber fra samtidig.

Lyder det højpandet?

Jep, men dette er også en Roman Polanski film, og hans film er ofte dybe, spekulative psykologiske dramaer, og denne film er ingen undtagelse. Hitchcock ville være stolt!

Roman Polanski har lavet denne film som 76’årig, men hans evner som instruktør er på ingen måde svækket. Denne film er rent faktisk en af hans bedre film, hvor han har total kontrol over alle detaljer og, hvor alle scener i filmen er stærke, meningsfulde og fuld af spirituel skønhed og åndeløs spænding. Man venter hele tiden på at se, hvor plottet nu tager os hen. Alle vinkler, kompositioner og lyde er alle brikker til det flotte, filmiske puslespil.

Endnu engang udforsker Polanski faren, der lurer under de smilende overflader i vores liv, ligesom han gjorde med 'The Tenant' i 1976, 'Chinatown' i 1974 og 'Rosemary’s Baby' fra 1968. Dengang virkede hans film lettere excentriske, men i 2010 er han faktisk realist. Hvor skræmmende det end måtte lyde!

Filmen er en fiktionel fortælling om begivenheder i britisk og amerikansk udenrigspolitik, hvor de virkelige personer anes fint i portrætterne i filmen. Det er smukt lavet og meget skræmmende, at filmen faktisk portrætterer det tidspunkt, hvor virkeligheden rent faktisk blev så sindssyg, som en Polanski-film.

Filmen kommer også på et meget specielt tidspunkt i Polanskis liv. Denne film blev nemlig færdigredigeret mens instruktøren sad i surrogatfængsel i Schweiz, hvor han stadig venter på afgørelsen om, hvorvidt han skal udsendes til USA på grund af en 32 år gammel sag om sex med en mindreårig (der rent faktisk har været ude og sige, at alt var frivilligt og at hun intet problem har med Polanski!). Men lad os holde os til filmen!

Og hvilken film! Ewan McGregor spiller en ung, smart best-seller forfatter, der bliver hyret som ghost-writer for den tidligere britiske premierministers memoirer, spillet udmærket af træmanden Brosnan. Memoirerne er rent faktisk færdigskrevede, men den tidligere ghostwriter, premierministerens mangeårige ven og rådgiver, er druknet, skyllet op på stranden som følge af drukning. Selvmord eller mord, luften er tyk med insinuationer.

McGregors figure er en skarp, ung mand, der pludselig finder sig selv fanget i et spind af absurditeter, mystiske hændelser og dystre forudanelser på en lille, mørk ø i USA. Premierministerens stab består af hans kone (Olivia Williams) og hans assistent/elskerinde (Kim Cattral, nu med fin britisk dialekt) samt et par andre unavngivne kvinder og et par tjenestefolk, der alle lever under samme tag i en dyster bolig af tvivlsom arkitektonisk karakter. McGregor får hurtigt at vide, at udkastet til memoirene ikke må forlade bygningen, og hurtigt får bygningen en nærmest bunker-agtig karakter, da den tidligere premierminister anklages for krigsforbrydelser og den efterfølgende isolation skaber et fantastisk lærred for Polanski at male sin film på.

Robert Harris, der er medforfatter på filmen sammen med Polanski, har skabt et plot der er en slags ”Tony Blair Fantasia”. Den mørke, udadvendte ægtefælle er tydeligt Cherie Blair mens konglumeratet Hatherton lugter rigtig meget af det virkelige ”Halliburton”. Og Blair’s gode ven, præsidenten, er givetvist George W. Bush (”Why did he get mixed up with that damned fool in the White House”).

Polanski blander de sparsomme men nødvendige actionelementer med noget, der ligner et vågent mareridt. Han har evnerne til at få en simpel kameraoptagelse af et skib, der kommer ind i en havn til at føles farligt og uroskabende. Han bruger mange lange panoreringer og skæve vinkler for at fremme denne stemning, og det lykkes mesterfuldt. Det skaber den nødvendige neglebidende stemning og er en velkommen stil set i forhold til mere moderne tendenser til hurtige klip og konstant bevægelse af kameraet.

Selvom Polanski følger McGregors ghostwriter og involverer os dybt i hans afmagt, frygt og angst, så skaber han samtidig en distance og minder os om, at denne historie, hvor grotesk og dyster den end måtte være, desværre ikke er unik, og Alexandre Desplat’s musik, der mest af alt minder om noget fra 60’ernes lager af romantiske komedier og især Hitchcock-filmene, supplerer smukt Polanskis vision. Filmen bliver ved med at hive os frem i stolen og ud på kanten, det er mesterfuldt!

Nogen vil givetvis lægge mærke til parallerne mellem Polanskis nuværende situation og Brosnans – de er begge parter i en juridisk tvist, begge hæmmet i deres rejsefrihed og begge lukket inde i et, smukt, men lukket sted i et fremmed land, hvorfra de ikke kan undslippe. Filmen bør dog ses uden at skænke disse ting mange tanker, men man kan ikke lade være.