© Overture Films

Af Hugger 29/04-2010

2 kommentarer | Info om filmen | Trailer

Få overraskelser i genindspilningen af en i forvejen middelmådig film.

Da instruktør Breck Eisner (relativt ukendt og uerfaren instruktør med bl.a. den ujævne 'Sahara' på CV'et) skulle i gang med at instruere denne film, må han have tænkt over, hvad han ville med filmen, hvordan og i hvilket omfang, den skulle skille sig ud fra den originale, og hvor meget han ville gøre den til sin egen.

Filmen handler i korte træk om en virus, der spredes i en lille amerikansk by, hvor den gør folk sindsyge og som følge deraf morderiske. Der er simpelthen ikke mere i historien end det, og mere er der heller ikke brug for! Filmen tilhører ”zombiegenren”, og det er efterhånden et gammelkendt faktum, at ”zombie-genren” er skabt af legendariske George A. Romero ('Day of the Dead', 'Night of the Living Dead' m.fl.), der også stod bag den originale udgave af 'The Crazies' fra 1973.

Det er ligeså kendt, at genren er blevet (mis)brugt adskillige gange, og kun få gange har instruktører og manuskripforfattere formået at tilføje noget nyt. Et godt eksempel på fornyelse er den fremragende '28 days later', hvor instruktør Danny Boyle ('Trainspotting', 'Sunshine' m.fl.) lærte os, at zombier er farlige og hurtige zombier endnu farligere!

Andre gange vælger instruktøren at holde sig til de gamle koncepter og forny rammerne koblet sammen med et skarpt blik for god action. Der lånes måske lidt her og der, men filmene underholder effektivt til trods for åbenlyse klicheer og manglende fornyelse. Det bedste eksempel herpå er 'Dawn of the Dead' fra 2004, hvor det lykkedes Zack Snyder ('300', 'Watchmen' m.fl.) at lave et helt og aldeles uoriginalt remake af en Romero-zombiefilm, der samtidig formåede at underholde og skræmme med speederen i bund og håret tilbage.

Breck Eisner har valgt at følge Snyders fremgangsmåde.

'The Crazies' er på ingen måde original. Den har ingen nye ideer, og rent faktisk (mis)bruger den i høj grad gamle kendinge som ”hånd kommer ind fra siden i en skæv vinkel, så alle farer op”, ”skummel person står bag ved hovedperson og ser skræmmende ud, vinkel skifter og hovedperson skriger ved synet af skræmmende person” osv. Der er ligeledes masser af blod og splatter.

Eisner vælger dog at fokusere på byens befolkning i modsætning til Romeros film, hvor fokus var på militæret og oprydningen i den lille by, der er så uheldig. Eisner holder sig på den sikre side med hovedpersoner vi kan identificere os med (en gravid kvinde, en arbejdsom mand og en ung og usikker pige mv.). Han vælger også den sikre løsning med masser af chokeffekter, et drys af (teenage)humor og masser action og ramasjang. Og endelig vælger Eisner et for genren konventionelt manuskript, der indeholder alle de nødvendige plotmekanismer og en slutning, der er så forudsigelig, som den er sikker.

Sikkerhed er nøgleordet og resultatet er, ja, lidt kedeligt!

Bevares, filmen har masser af mindeværdige scener (især en scene med en løbsk benskærer er ganske underholdende) og skuespillerne og instruktionen er der ikke meget at sætte på. Alligevel sidder man og tænker på, hvor man har set det før, hvorfor man er ved at være lidt træt af at se det, og hvornår filmen tager en overraskende drejning, så man igen kan engagere sig.

Det er ikke nok at vælge de sikre valg. Man er nødt til at bryde konventionerne og ændre præmisserne for genren, hvis ikke det skal blive forudsigeligt og dermed genkendeligt og kedeligt.

Eisners film er godt håndværk, men den vil ikke rigtigt noget. En ok popcorn-film uden overraskelser, som man hverken har lyst til at se igen i biffen eller på DVD, og som man har glemt i samme sekund, man forlader biografen og sætter kursen hjem.

Det er en skam, for Romeros film var ikke perfekt, Eisner kunne nemt have piftet den op og gjort den klar til et nyt publikum og et nyt årti, men alle de sikre valg sikrede faktisk kun én ting, og det er at filmen ikke overgår den originale, og hvad er så egentlig pointen med et remake?