© Paramount Pictures

Af Gabriel 25/07-2011

2 kommentarer | Info om filmen | Trailer

Rendyrket 80'er-nostalgi fra J. J. Abrams.

Nostalgi er et dejligt begreb. En menneskelig tilstand der giver os evnen til at se tilbage i tiden, hvor vores selektive hukommelse idealiserer de minder, vi bærer rundt på.

Når jeg tænker på 1980'erne er det oftest med nostalgiske øjne. Verden var endnu uskyldig, og forventningens glæde stor når den lokale biograf havde sat nye plakater op af kommende film. Hvis man var heldig blev plakaterne fulgt op af en trailer, der pirrede nysgerrigheden endnu mere - og gjorde de kommende måneder op til premieren ulidelige.

Hovedmanden bag de mest ventede spillefilm var Steven Spielberg, der som producer og instruktør stod bag nogle af de mest mindeværdige Hollywood-film i slutningen af 1970'erne og starten af 1980'erne - i hvert fald set med en teenagers øjne.

Magiske film der imponerede mig dybt, og som stadigvæk kan mærkes i kroppen - også selv om de ikke alle er ældet lige vel.

Spændende var det derfor, da J.J. Abrams med sit sædvanlige hemmelighedskræmmeri varslede den film jeg netop har set - ‘Super 8'. En hyldest til den ånd der gennemsyrede Spielbergs tidlige film, og som gjorde den ydmyge instruktør til verdens mest succesfulde.

J.J. Abrams kender tydeligvis sin mentor til fingerspidserne, for ‘Super 8' emmer nemlig af tidlig Spielberg. Nogen vil måske kalde den en kopi af Spielbergs forskellige film, hvilket på sin vis er rigtigt, men jeg synes Abrams formår at gøre filmen til sin egen.

...‘Super 8' ligner en film fra 1980'erne, men Abrams har klogeligt valgt at opdatere den velkendte skabelon på flere områder, så filmen føles frisk og ægte uden at forfalde til plat ironiseren og åbenlyse referencer, som man har set det i tidligere 80'er-hyldestfilm.

Joel Courtney og Elle Fanning er fantastiske som de to børn, der sammen med deres venner er vidne til en voldsom togulykke, som flyvevåbnet prøver at hemmeligholde, og som er starten på en række mystisk hændelser i den lille, søvnige by Lillian, hvor nogen eller noget er løs. Mystikken og uhyggen breder sig stille og roligt mens vi følger den lille gruppe af venner, der midt i alt kaosset er ved at indspille en zombie-film med deres Super 8 kamera.

Spændende, sjov, sød, rørende og flere steder voldsom. Faktisk noget mere voldsom end de film Abrams har set op til, da han skrev historien til ‘Super 8'. Jeg har f.eks. svært ved at forestille mig en lige så effektivt skildret togulykke, som den ‘Super 8' disker op med. Effekt- og lyddesignet er ganske enkelt lysår fra det man var i stand til at lave i de gode gamle dage.

Jeg troede ikke, det var muligt, men ‘Super 8' fik mig tilbage til barndommen igen. Som et gensyn med en elsket film, der også fungerer set med nutidens øjne, og hvis charme smitter så meget af, at man forlader biografen opløftet af den gode oplevelse. Det er ikke sket siden et nyligt gensyn med ‘Goonierne'.

Er den et mesterværk? Overhovedet ikke! Og det er da også tydeligt, at Abrams ikke når op på Spielbergs niveau, da han var aller bedst, men det gør intet, for ‘Super 8' er nemlig vanvittigt underholdende på sine egne simple præmisser, og meget mere kan man ikke ønske sig som barn og stor tilhænger af 1980'ernes magiske film.