© American Zoetrope

Af Gabriel 02/11-2010

2 kommentarer | Info om filmen | Trailer

Sofia Coppola genbruger opskriften fra 'Lost in Translation'.

Det er sku' ærligt talt lidt svært med film som 'Somewhere', der ikke træder forkert en eneste gang og har en fin pointe. Skuespillet er sublimt på den der jeg-er-med-i-en-seriøs-film-så-derfor-underspiller-jeg-helt-vildt-agtige måde, og der er masser af atmosfære og stemning. En rigtig prisvinder.

Jeg burde med andre ord falde på halen og klappe ærbødigt af Coppola for at give mig en så berigende oplevelse. Det gør jeg bare ikke.

Filmen giver - tror jeg - ganske vist et realistisk indblik i en ensom Hollywood-skuespillers liv, hvor kameraet dvæler i enddog meget lang tid af gangen på skuespilleren Johnny Marco (Stephen Dorff), der ryger en cigaret, ser på vel nok verdens mest usexede strippere (to gange), knalder et par piger eller spiller Guitar Hero med sin datter, som vist nok står uden mor, da denne pludselig har brug for tid alene.

De langsomme, dvælende billeder skal vise os, hvor ensom og isoleret vores hovedperson er, og hvor vissent græsset er på den anden side. Det står allerede klart efter de første fire minutter af filmen, hvor Marco kører i ring med sin Ferrari på en lille racerbane i ørkenen. Eller da han til sin egen fest render formålsløst rundt mellem gæsterne, der enten bliver forlegne over at være i stue med en stjerne eller har svært ved at starte en samtale med ham, da hans isolerede liv har gjort ham lettere socialt handicappet.

Disse og lignende pointer gentages på forskellig vis gennem hele filmen - og det bliver altså lidt kedeligt i længden...

... Jeg er dog ikke et øjeblik i tvivl om, at det der udspiller sig på lærredet, er det Sofia Coppola har villet vise os. Det er i sig selv en kvalitet i en tid, hvor penge og testpublikum ofte er med til at strømline de personlige film.

'Somewhere' fremstår da også som en intim, usentimental og ægte oplevelse, der handler om mennesket Johnny Marco og ikke så meget andet. Der er intet drama og ingen påtaget komik.

På papiret en fin lille film, der lægger op til selrefleksion, men som trækkes ned af påtaget filmskolesymbolik, som da eksempelvis far og datter spiller Guitar Hero til 'So Lonely' af The Police. Ikke videre subtilt. Vi har fattet pointen!

Skuespillet er godt over hele linien, men det er uden tvivl Elle Fanning (Dakota Fannings lillesøster), der skiller sig ud. Hun spiller så naturligt og ægte, at den ellers glimrende Stephen Dorff blegner, så snart hun er med i billedet.