Af Gabriel 09/03-2010

2 kommentarer

Slayer er tilbage for fuld styrke på World Painted Blood. Tekst og musik er brutal som altid, og samtlige numre absurd velspillede. Det er svært at høre, at bandmedlemmerne har nået en gennemsnitsalder på de 45.

Der er som sådan intet nyt under solen på 'World Painted Blood'. Slayer spiller fortsat efter den opskrift de perfektionerede i 1980'erne på klassikerne 'Reign in Blood', 'South of Heaven' og 'Seasons in the Abyss', men hvor andre metalbands fra samme årti efterhånden er lige så uddaterede som en James Bond film med Pierce Brosnan fra 1990'erne, har Slayers insisteren på at holde fast i denne opskrift, båret frugt i form af en tidløshed de andre bands (læs: Metallica og Megadeth) kun kan misunde.

Dave Lombardo smadrer lige så intenst løs på trommerne, som da han skræmte livet af og imponerede folk på førnævnte klassikere, og Jeff Hanneman og Kerry King har endnu engang formået at finde på nye onde riffs, der lige som Lombardos trommespil, er så kompetent spillet, at det er svært ikke at få gåsehud, når rytmeguitar og trommer flyder sammen i perfekte, euforiske energiudladninger, der (undskyld klicheen) må kunne forsyne en mindre landsby med strøm i et års tid.

Det forrige album 'Christ Illusion' var lige ved at være der, men havde lidt for mange fyldnumre. Med 'World Painted Blood' er Slayer nået i mål, og har skabt deres bedste album siden 'Seasons in the Abyss' fra 1990.

Desværre har producer Greg Fidelman smadret lyden lige så meget som på Metallicas Death Magnetic. Lyden er overstyret og klipper. Synd for musik som Slayers, der kræver den absolut bedste produktion, hvis alle lagene i musikken skal træde frem.

Læs evt. mere om det såkaldte loudness-problem på nye produktioner her