© Paramount Pictures

Af Gabriel 18/02-2010

8 kommentarer | Info om filmen | Trailer

Matin Scorsese er tilbage i sin mest isnende thriller siden Cape Fear.

Der males med brede penselstrøg i Scorseses 'Shutter Island'. Musikken er frygtindgydende, og hver eneste billedkomposition ubehagelig og ildevarslende. Det regner, tordner, lyner og stormer, og ingen er, hvad de giver sig ud for. Den perfekte setting for et kriminaldrama. Nærmest overdrevet perfekt, men tag ikke fejl. Scorsese er en mester, hvilket han beviser med 'Shutter Island', som driver af klicheer, men alligevel aldrig selv bliver en.

Leonardo DiCaprio spiller US Federal Teddy Daniels, som bliver sendt til det psykiatriske hospital Shutter Island for at hjælpe med at finde en forsvunden patient. På øen møder han både patienter og ansatte, men ingen vil tilsyneladende samarbejde som Teddy ønsker det. Med sig har han sin nye partner, som han mødte for første gang på færgeturen ud til øen. Partneren virker underligt afmålt overfor Teddy, men formår alligevel at medvirke til at opklare dele af øens mange mysterier. Efterhånden som Teddy og hans partner dykker dybere og dybere ned i mysteriet om den forsvundne patient, finder de ud af, at der ud over øens 66 officielle patienter findes yderligere en patient, som ingen vil tale om. Den 67. patient!

Scorsese hylder især Hitchcock med dette 50'er-inspirerede kriminaldrama. Fra de dårlige bagprojektioner til det Bernard Herrmann inspirerede soundtrack emmer filmen af den gamle mesterinstruktør. Plottet er kringlet, men flyder let med strømmen af det ene fængende optrin efter det andet. Man undres, prøver at gætte med, tror man har fundet plothuller for til sidst at blive belønnet med en bitter og mørk, men fuldt ud tilfredstillende slutning, der varmer denne anmelders hjerte. Ingen happy ending på Shutter Island. Tak for det!

'Shutter Island' er en glimrende, atmosfæremættet, gennemtænkt og intelligent film om de mørkeste afkroge af det menneskelige sind. At jeg alligevel ikke giver filmen topkarakter skyldes en lettere tung (læs: kedelig) midte og et par David Lynch-agtige drømmesekvenser for meget.

Scorsese er ikke desto mindre tilbage i storform og har i mine øjne lavet sin mest intense film siden 'Cape Fear'.