© Warner Bros. Pictures

Af Gabriel 25/12-2009

13 kommentarer | Info om filmen | Trailer

Tomme tønder buldrer mest...

Sir Arthur Conan Doyle har med garanti vendt sig i sin grav et par gange, da Guy Ritchie fik ideen til 'Sherlock Holmes'. Som stor fan af Sherlock Holmes, og især af nu afdøde Jeremy Bretts fortolkning af verdens første superhelt, vendte jeg mig da også i biografsæddet adskillige gange under filmen. Ikke fordi filmen er direkte dårlig, men fordi den har meget lidt med Sherlock Holmes at gøre.

Det er en Guy Ritchie film ud over alle grænser, hvilket indebærer den obligatoriske blanding af slow og fast motion i én uendelighed. Det fungerer sådan set okay et par gange, men med et oplæg som Sherlock Holmes, der lever og ånder for den raffinerede og subtile historie, nytter det ikke noget at opdateringen kun består af mere action og flere slåskampe. Essensen af en god Sherlock Holmes historie er det fængende og intelligente plot, det fine og varme spil mellem Holmes og Dr. Watson, samt alle de mystiske hændelser, der får læseren til at gætte med indtil den storslåede finale, hvor Holmes lægger alle kort på bordet og hiver tæppet væk under både forbryder og læser.

Bevares, Ritchies Holmes har bevaret visse af disse elementer, men det hele drukner i førnævnte bulder og brag, som er med til at skjule den tynde historie, der, når den er kogt ind til benet, er både kedelig og utroværdig. Man gider dårligt nok gætte med på mysteriet.

... Robert Downey Jr. er i mine øjne relativt anonym i rollen som Holmes, og det samme gælder Jude Law som Dr. Watson. Deres spil er intenst, men de falder aldrig i et med deres karakterer, og det kan mærkes.

Mark Strong er indledningsvis interessant som skurken Lord Blackwood, men han løber hurtigt tør for krudt og reduceres til en parodi blottet for den uhygge og intensitet, han introduceres med i filmens første 10 minutter - der er filmens mest effektive, velfungerende og originale. Derefter bliver handlingen redundant, da flere af de samme scener gentages. Som når Holmes tankeproces illustreres i en slow-motion-gennemgang af hans næste træk, der efterfølgende udføres præcis som Holmes forudså. Genialt den første gang, men trættende når det gentages.

Bedst er Hans Zimmers score, der gør alt, hvad det kan for at skabe den rette stemning. Genskabelsen af det gamle London er også ganske overbevisende.

Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der kunne være kommet ud af denne opdatering, hvis Tarantino havde stået for den. I stedet har vi fået Guy Ritchie på automatpilot (hvilket ikke nødvendigvis er dårligt i andre sammenhænge). Man får følelsen af, at han gerne har villet lave en smart actionfilm, hvilket da tildels også er lykkedes, men ikke har kunnet finde på en original karakter selv, og derfor har måttet snylte på Sir Arthur Conan Doyles geniale opfindelse.