© Warner Bros. Pictures

Af Hugger 04/03-2010

5 kommentarer | Info om filmen | Trailer

Sherlock Holmes fåes ikke meget bedre.

Guy Ritchies film er næsten ved at sprænges med kærlighed for den klassiske detektiv, hvilket er årsagen til, at denne film rammer plet i forhold til mytologien, trods massive ændringer i forhold til originaloplægget.

Filmen bæres især af gode og solide præstationer på alle pladser, især Downey Jr. er fremragende som en mere actionfyldt ”Holmes”, hvis opiummisbrug i denne film er erstattet med rastløshed og en trang til gambling, alkohol og adrenalinrushes. Laws ”Watson” er ligeledes en mere hårdkogt og direkte mand, men dog med de rolige og stabile kvaliteter, der kendes så vel fra de originale tekstforlæg.

Filmen åbner solidt med en scene, hvor Holmens og Watson sammen opklarer en række mord og forhindrer et nyt, da de ankommer til en dyster kælder, hvor kutteklædte mænd messende er ved at formå en ung kvinde til at begå selvmord. Indenfor ganske få minutter står det klart, at vi står foran en filmiske adrenalintur på et alter på ritualistisk vis.

Vi kastes direkte ud i handlingen, idet både ”Holmes” og ”Watson” trods de ”ritchieske” ændringer er let genkendelige som det kendte detektivpar, og med de første replikker anes straks den gode kemi, der er mellem Downey Jr. og Law. Mark Strong spiller skurken ”Lord Blackwood” på en tilpas ond nærmest tegneserieagtig vis, og scenen gav denne anmelder flashbacks til dengang han første gang så Indiana Jones løbe fra en kæmpe sten i en ukendt jungle! Fantastisk!

Hvad der er endnu mere fantastisk er, hvor hurtigt Ritchie introducerer filmens øvrige cast og plot, og hvordan filmen bruger en slowmotion narrativ forklaring på den tankeproces der går igennem hovedet på ham, da han skal pacificere en modstander, inden filmen speeder up, og kampscenen udfolder sig præcist på den måde, ”Holmes” forudså. Hans hjerne er ligeså skarp, ligeså fikseret på problemløsning som i hidtidige udgaver af film om legenden, men i modsætning til de øvrige, fornyer Ritchie konceptet.

Men disse scener er ikke blot actionscener. Bevares, de fungerer godt og effektivt som sådan, men de beskriver på forbilledlig vis ”Holmes” hjernefunktion, hvor alt har en plads, alt en funktion, og publikum ved, at når Holmes gør noget, så er der en grund. Manden er genial, og det kommer frem!

Som nævnt er Downey Jr. genial i rollen som den fysiske ”Holmes” (Jeremy Brett KAN ikke slås i rollen som den eftertænksomme gentleman Holmes!), som han har været i stort set alt, han har deltaget i, men han skinner virkelig i selvskab med Laws ”in-your-face” udgave af Watson, det virker bare. Det kan godt være, at dette er første gang de to mødes på celluoid, men det bør ikke være sidste gang, og slet ikke i disse roller!

Filmens setting, London anno 1891, er smukt udformet med deltajerigdom og et særpræg, der er filmens eget. Det er lykkedes at fremstille Victoriansk London på en sådan måde, at det ikke fremstår som et gråt og mørkt portræt af, hvor slemt livet kan være, men derimod fremstår, dog stadig gråt og mørkt, som et sted, hvor eventyr findes, og hvor interessante figurer kan boltre og udvikle sig. Det virker som en romantiseret udgave af en forgangen tid, men kærligheden der er lagt i produktionen gør, at verden fungerer perfekt og troværdigt som baggrund for eventyret!

Det eneste element i filmen, der føles underudviklet er Rache McAdams ”Irene Adler”. Screenplayet giver hende ikke meget at arbejde med i forhold til baggrundshistorie, men det virker som om det er med vilje, da hendes mystiske fortid og personlighed forvirrer og narrer ”Holmes”, så hvorfor ikke os andre, der ikke er knapt så skarpe?!

Sherlock Holmes er en filmisk nydelse, et eventyr af de gamle, der ikke kræver andet en kærlighed til filmmediet for at underholde, fyldt med sjove scener, herunder især ”Holmes” fantastiske deduktioner undervejs. Den mærkelige blanding af pibe-rygende detektiv og røv-sparkende venskabsduo giver ikke meget tid til at kede sig, og når man når til rulleteksterne kan man ikke gøre andet end at glæde sig over filmens simple præmis (og oplæg til en start på mange nye eventyr, idet filmens reelle skurk melder sig på banen!).

Godt skuespil, interessant skurk og simpelt med godt plot burde være nok til at sikre en succes, men det er Laws ”Watson”s konstante evne til at trække luften ud af Downeys ”Holmes” samt Richthies smukke og fantasifulde London der tilsammen giver filmen luft under vingerne og gør filmen til andet end en tom actionfilm!

Hardcore ”Sherlock Holmes” fans vil givetvis (som det er sket her på Navlefnuller) klage over de ændringer der er foretaget, men i bund og grund er der tale om vores allesammens elskede ”Sherlock Holmes” i en ny, smart og mere hårdfør pakke til en ny generation. Og skønt dette nok ikke er den ”Holmes” vi er vant til, så er det præcis derfor, at hele pakken holder. Figuren vil ikke dø, så længe folk som Ritchie kærligt men bestemt tager konceptet under personlig behandling og gør det til sit eget.