© Blue Sky Studios

Af Gabriel 16/04-2011

1 kommentarer | Info om filmen | Trailer

Charmerende papegøjer kæmper mod forudsigeligt plot.

Jeg har tidligere udtalt, at animationsfilm er den genre, der egner sig bedst til 3D-formatet, og det står jeg ved efter at have set 'Rio'.

Når det er sagt, er jeg dog stadigvæk af den opfattelse, at 3D er en forstyrrende og ofte unødvendig gimmick, hvis blot fotografen er dygtig nok til at skabe dybde i det 2-dimensionale billede.

'Rio' har den smukkeste og mest opløftende åbningssekvens, jeg længe har set. Et eksotisk farveorgie af fugle der danser til forførende rytmer af legenden Sergio Mendez, som har været konsulent på filmens soundtrack.

Desværre er åbningssekvensen alt for kort. Man er lige akkurat blevet revet med af den fantastiske stemning og de nuttede detaljer, da filmens banale plot skydes i gang og øjeblikkeligt sætter en stopper for samba-euforien. Øv!

Blu er hovedpersonen i 'Rio'. En papegøje der blev fjernet fra sine naturlige omgivelser i Rio de Janeiro inden han overhovedet havde lært at flyve, og som havner hos den søde og nørdede boghandler Linda, der bor i det kolde Minnesota, USA. Hvad Blu og Linda ikke ved er, at Blu er den sidste af sin art (macaw). Eller det vil sige den sidste han-papegøje af sin art. Da ornitologen Luiz opdager dette, gør han alt for at få Linda og Blu til Rio, hvor den sidste blå hun-papegøje er i fangenskab. Håbet er, at de to papegøjer vil parre sig, så arten kan overleve, men ikke overraskende går intet efter planen, og inden Blu har set sig om er han oppe imod skruppelløse fugle-smuglere, en sadistisk papegøje og uimodståelige sambarytmer. Og han kan stadigvæk ikke flyve.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg havde forventet mig noget mere originalt, men desværre formår 'Rio' ikke at skille sig synderligt meget ud fra tidligere tiders animationsfilm om dyr. Det er ikke fordi handlingen er set før, men dramaturgien er så forbandet velkendt, at jeg flere steder kedede mig bravt. Trods nye og friske omgivelser kommer man således ikke udenom de obligatoriske komiske bi-personer, de stereotype skurke og helte samt en slutning, der er tyndet ud for overraskelser.

...Jeg ved godt, at målgruppen er børn, der ikke har den samme film-ballast med sig som voksne, men jeg savner altså noget nytænkning i stedet for denne type skabelon-animationsfilm, hvor man groft sagt har hældt gammel vin på nye flasker. Pixar kan det, men er efterhånden også de eneste, der formår at tilføre børnefilm så mange lag, at både børn og voksne har noget at glæde sig over.

Der hvor 'Rio' fungerer rigtigt godt og skiller sig ud fra mængden er i de storslåede optrin, hvor musik, billeder og action eksploderer i lækre farver og toner, der øjeblikkeligt forfører med al sin skønhed. Hvis blot man havde turdet at dyrke denne æstetiske styrke - i stedet for at kæmpe sig slavisk igennem det forudsigelige plot og de ikke særligt mindeværdige bi-figurer - kunne 'Rio' være endt som en lysende, original lille perle, der ville blive husket for sin visuelle skønhed og iderigdom.

Skruer man forventningerne lidt ned og tager de mindre kritiske briller på er 'Rio' en ganske harmløs og mildt underholdende film, der brillerer, når den er allerbedst, men mest af alt blot fungerer som halvanden times tidsfordriv.