Af Kudsk 27/07-2010

2 kommentarer

Forfatter: Sofi Oksanen

Vinderen af Nordisk Råds litteraturpris! Finsk kvindelig forfatter i starten af trediverne med semi-goth udseende. Begår skæbnedrama om jalousi og kærlighed på estlandsk jord. I hvert fald ikke dagligdagskost. Og så for resten med en super flot og anderledes forside for en gang skyld. Spændende udgangspunkt.

Lad mig starte med at indrømme, at jeg er ret begejstret på flere planer.

For det første skriver Oksanen så levende, at denne læser klart kunne lugte dildskærmene i det faldefærdige landbrugs køkkenhave, der i det dunkle køkken på gaskomfuret koges sammen med eddike og hældes over de sirligt skrællede agurker og siden stilles ind i spisekammeret til vinteren. Et stemningsbillede i en for os vesterlændinge svunden tid, der dog stadig består i et af vores fattigere nabolande. De præcise og maleriske beskrivelser er for mig det smukkeste ved denne roman. Specielt den ene hovedpersons, den unge kvindes, beskrivelse af sin barndoms sorgløse oplevelser, og specielt de der småting, børn bare hæfter sig ved i den støvede uendelige sommer, er fantastiske. Bogens anden, ældre hovedperson, bemærker faktisk også, at hun har en fantastisk evne til at fortælle.

For det andet er der handlingen. Uden at afsløre for meget, kan jeg vist godt fortælle, at en ung og en gammel kvinde, begge har de mistet retten til deres frihed og deres krop, mødes i Estland i 1992, og noget af et drama oprulles. Det er godt struktureret, og egentlig får læseren bare nogle væsentlige nedslag - men udfylder let selv hullerne i historien. Eller det tror læseren han gør, indtil historien egentlig er slut og den sidste del fyldes med fortrolige papirer fra en af kommunisttidens hemmelig væsener. Det står lysende klart, at fortælleren ikke helt er til at stole på, eller også har spillet et forbløffende og kynisk skuespil overfor omverdenen.

Det handler om kærlighed, men ikke på den søde, romantiske og blåøjede måde. Det handler om, at mennesker kan blive blinde af kærlighed – også selv den ikke er gengældt. Det bliver en besættelse, hvor målet helliger midlet, og enhver kan blive ofret. Det handler om jalousi og om at opretholde en facade og ikke at have nogen at betro sine inderste, ægte følelser til. Om hvad mennesker gør bevidst eller ubevidst for at overleve. Om det er under kommunisterne, hvor alt af anden ideologisk karakter må forsages, eller om det er som indespærret luder i en lejlighed i Berlin. Begge kvinder overlever stadig på trods.

Romanen er skruet sådan sammen, at de to kvinders forhistorier lidt efter lidt klarlægges, og læseren ved tidligt, at kun den unge ved, at de er i familie med hinanden. Det er rigtigt spændende, hvordan de er havnet i de situationer, de er, og jeg forstod bedre og bedre, hvorfor de er meget mistroiske og utilbøjelige til at stole på hinanden, og ventede spændt på, om de nogensinde fik sandheden om hinanden, som jeg troede, jeg havde styr på. Men heldigvis formår Oksanen til det sidste at afsløre ting om sine personer, som jeg ikke havde set komme.

Det er sådan en bog, hvor jeg til sidst holdt vejret og læste hurtigt, for at finde ud af, hvordan det hele dog skulle ende, men samtidig godt viste, at jeg hellere skulle nyde det, for når sidste side er vendt, så var en fantastisk læseoplevelse uigenkaldeligt slut.