Af Fabricius 03/09-2011

Skriv kommentar

Radiohead kan endnu.

'King of Limbs' udkom helt tilbage i februar måned. Dette er derfor endnu en af de forsinkede musikanmeldelser fra undertegnede. Jeg bestilte i sin tid The King of Limbs Special Edition newspaper, og har siden da ventet på at denne skulle ankomme, så en anmeldelse kunne udføres. Efter utallige mails frem og tilbage, har jeg endnu ikke modtaget pakken. Dette kan kun tilskrives det omsonste mailsystem som Radiohead kalder kundeservice. Dette har været en usædvanlig frustrerende oplevelse, forbundet med et band der har fyldt så meget i mit liv.

For at få alting klart med det samme, Radiohead har i mange år været mit pejlemærke for innovativ, ambitiøs og smuk musik. Kort sagt; Radiohead har været og er stadigvæk, verdens bedste band! Dette umuliggør en sober anmeldelse, så derfor skal der advares inden videre læsning, 4 Radiohead stjerner ville sprænge skalaen for næsten alle andre bands!

'The King of Limbs' giver ikke nye argumenter til det postulat, men det fejler bestemt heller ikke. Det besidder ikke 'Ok Computers' storladenhed og forudseenhed i tekst- og musikuniverset. Det besidder heller ikke 'Kid A's' univers, der over 10 numre åbnede sig op for lytteren og skabte en følelse i sindet, som meget få albums har gjort ligeså insisterende. Det er på sin vis heller ikke lige så godt et album som 'Amnesiac' og 'Hail to the Thief', men disse albums er måske det tætteste i Radioheads bagkatalog at sammenligne med. Det er en tilbagevenden til den elektroniske musik, som de kort forlod på det svage 'In Rainbows'.

...Åbneren 'Bloom' hypnotiserer med et klaver loop, før fragmentariske trommer og diverse backingspor driver nummeret frem. Thom Yorke leverer en på samme tid doven og voldsom vokal, mens blæsere og computereffekter trænger sig højere op i lydbilledet. Selv med fantastiske åbnere som 'Airbag', 'Everything in it's right place' og 'Packed like sardines in a crush tin box' er 'Bloom' eminent.

'Bloom' skaber en ny Radiohead lyd, ud af gamle Radiohead'ske virkemidler. Der bliver bygget på og bandet viser, at legesygen stadig eksisterer.

Herfra træder albummet dog vande. 'Morning Mr.Magpie' lægger fra land med en interessant baslinje og hen mod slutningen lyder det som om, at computerne er ved at smelte sammen, men der imellem er der for lidt udvikling i nummeret! Mens 'Little by little' fungerer egentlig som et deja-vu af tidligere og bedre Radiohead numre.

'Feral' skuffer ved første gennemlytning, men ved et par gennemlytninger er det albummets mest legesyge nummer, instrumentalt bortset fra Thom Yorkes mumlen eller stønnen der kastes rundt mellem højtalerne et eller andet sted nede i det elektroniske mix.

Første singlen 'Lotus Flower' er noget så sjældent som et monotont, dansende, eletronisk Radiohead dansenummer, med Thom Yorkes falset helt i forgrunden. Det er længe siden at Radiohead har skabt et så ligetil og kvalitativt pop nummer. Det besidder faktisk mange af de ting, som manglede på 'In Rainbows'. Her er legesyge, flere lag i produktionen og det er hamrende melodiøst.

'Codex' og 'Give up the ghost' viser Radiohead fra deres mere underspillede side. 'Codex' er den obligatoriske klaverballade, men hvor 'Pyramid Song' sluttede med crescendo, fader 'Codex ud' i fuglekvidren. 'Give up The ghost' blev et sted beskrevet som ”et spøgelse i en computer”, det billede stjæler jeg.

'Seperator' lukker i en næsten U2 Zooropas'sk følelse, med klare guitarfigurer, noget der kunne være fuldbyrdet omkvæd og noget der ligner en mere konventionel sangstruktur. Dette klæder faktisk de snart middelaldrende englændere.

Som kæmpe fan til den grad, at jeg ikke må vælge musik i sociale sammenhænge, er dette et album der interesserer mere end det fænger. Jeg er begejstret for mange af de valg, der er taget, jeg er lykkelig for, at 'In Rainbows' underspillede og håndspillede lyd ikke - lige nu - er fremtiden for bandet. Radiohead har altid været mest interessante når de leger med deres udstyr, når lyduniverser opstår. Hertil er 'King of Limbs' en kærkommen gave til Radioheads katalog, og til en voldsomt stagnerende mainstream musikscene, der i den grad har brug for bands som Radiohead. For alt Radioheads fremsynethed, så hører de stadig til i en kategori af bands, der har rødder i en forgangen tid, hvor store bands udsolgte stadions, hvor pladesalget var på toppen. De besidder stadig en masse-appeal som få, dette på trods af deres sparken og slåen for at komme ud af diverse rammer. Det er vigtigt i en musik industri, hvor umiddelbar profit står over glæden ved gentagende lytninger af en plade.

Måske netop derfor, står Radiohead stadig som det bedste band i nyere tid.