Af Asbjørn 29/03-2010

8 kommentarer

Med deres femte album, The Resistance, spiller Muse højt spil. Inspireret af store komponister og kunstnere som Rachmaninoff og Queen prøver de virkelig at imponere og overvælde lytteren. For denne anmelders vedkommende lykkes missionen.

Trods sin tydelige inspiration fra den klassiske verden, holder Muse sig stadigvæk til en blanding af progressiv rock og electronica. Hvis man er Muse fan, men rynker lidt på næsen over den klassisk retning, så kan jeg berolige jer med, at det stadigvæk er muligt at nyde Bellamys specielle vokal og hans fantastiske guitarspil.

Muse har altid lavet musik, som man skal sætte sig ned og lytte til. Ligesom alle tidligere Muse-albums er også The Resistance i fare for at komme til at lyde ensformig, men når man først sætter sig ned og koncentrerer sig, så udfolder detaljerne sig, og man kan hurtigt indentificere hvert enkelt nummer som noget for sig selv.

En speciel ting jeg lagde mærke til, er at pladen er delt op på en sådan måde, at den starter med de lidt mere rockede og catchy numre, for derefter at bevæge sig over mod det mere og mere storslåede. F.eks. er det første nummer på pladen Uprising, som også var deres første single, og det har en rocket, ja næsten industrial lyd, hvorimod det sidste nummer på pladen er Exogenesis, et tredelt projekt på næsten 13 minutter, som over 40 forskellige musikere har været inde over. Lige inden Exogenesis finder man I Belong to You, som er inspireret af opera, og i midten finder man en blanding af rock og klassisk, i samme stil og sikkert også som en hyldest til Queen. Læg specielt mærke til United States of Eurasia, hvor man kan drage tydelige paralleer til den meget kendte Bohemian Rhapsody.

Af kritik kan man man sige, at Bellamy har været ude og låne lidt rigligt, men jeg syntes han gør det med respekt, og at han formår at omdanne det til noget nyt. En anden ting er, at pladen kun er på 11 numre, eller 9 hvis man tæller Exogenesis som ét nummer, hvilket umiddelbart kan lyde af lidt, men de er alle på omkring 4 minutter eller mere, og længden af albummet er på 54:15, hvilket er en sjat mere end gennemsnitsalbummet på de nogle og fyrre.

Alt i alt en rigtig solid præsentation, med masser af hjerte og sjæl i. Musik der har så meget dybde udkommer sjældent.