Af Gabriel 04/03-2010

2 kommentarer

megadeath

|ˈmegəˌdeθ|
noun
a unit used in quantifying the casualties of nuclear war, equal to the deaths of one million people.

De fleste metalhoveder kender Megadeths historie, og hermed menes frontmand David Mustaines møde med Metallica, narko og et ekstremt ego. Mustaine er efterhånden kommet godt op i årene, er blevet clean og laver heldigvis stadig musik. Det var ellers lige ved at gå galt, da han efter en morfar i sin lænestol fik en nerve i klemme i sin arm. Det betød et farvel til guitaren, da han ikke længere kunne bevæge sin ene hånd som han plejede. Ved hjælp af ekstensiv genoptræning og en nyopfundet spilleteknik vendte Mustaine dog stærkt tilbage til musikscenen efter kun 2 år. Heldigvis, for Mustaine er stadigvæk en af de skarpeste rif-magere i metalverdenen.

Jeg er personligt ikke så vild med særligt mange af de albums Megadeth har lavet efter 'Countdown to Extinction' fra 1991. Det har været svært for Mustaine at følge op på mega-klassikere som 'Peace sells ... but who's buying?', So far, so good ... so what!' og toppen af cremen 'Rust in Peace' fra 1990. Alle albums lavet da han var allermest afhængig af stoffer...

Nu er han imidlertid tilbage med albummet 'Endgame', der umiddelbart virker en anelse kedeligt, men som efter et par gennemlytninger bevæger sig fra kedeligt til en blanding mellem middelmådigt og eminent. Udover det ultra fede, instrumentale og 80'er-inspirerede 'Dialectic Chaos' som åbner albummet, er der nemlig flere ganske gode numre. Det er desværre ikke så trashet som tidlig Megadeth, der var kendetegnet ved afsindige temposkift og tonstunge riffs, men numre som f.eks. 'This day we fight!', '1,320'' og 'Bite the hand' fungerer ikke desto mindre glimrende, og beviser at Megadeth består af nogle af de dygtigeste musikere indenfor branchen. Nye Megadeth-klassikere er der nu ikke at finde - måske med tiden.

Et ganske godt udspil fra Megadeth med eminent guitar- og trommespil krydret med Mustaines vrængende vokal. En god håndfuld fine numre, men desværre også en lille håndfuld fyldnumre, som ikke gør sig så godt. Deriblandt '44 Minutes' og det underligt valgte singleudspil 'Headcrusher'.