© Melodrama Pictures

Af Hugger 21/01-2010

7 kommentarer | Info om filmen | Trailer

Sjældent har en film lavet med lerfigurer været så gribende og sjov.

Stop-motion er nok den mest tidskrævende form for filmproduktion, især hvis man tænker på, at det tog næsten 5 år for australske Adam Elliot at lave 'Mary and Max', hans første spillefilm siden 2004's oscarvindende 'Harvie Krumpet'.

Det er en proces der kræver stor tåmodighed og dedikation, evner Elliot åbenbart besidder, men som ganske få i filmindustrien deler med ham, især producenterne, der ser pengene fosse ud af kassen, når denne type film laves.

'Mary and Max' er uden tvivl et ”kærlighedsprojekt” for instruktøren, der viser sig at være al sliddet værd! Animationen er fantastisk, detaljerigdommen unik og figurerne elskelige og smukt portrætteret såvel fysisk som manuskriptmæssigt! Og masser af velplaceret humor og ”stand-out moments”.

Det første man lægger mærke til er den ærlighed der benyttes i de narrative aspekter. Selvom det er en dukkefilm, så fortælles der voksne, vedkommende historier. Og via Barry Humphries (mest kendt for sit alias Dame Edna) fortælles historien perfekt med glimt i øjet og humor! Eksempelvis bliver Mary Daisy Dinkle (med stemmer af henholdsvis Bethany Whitmore og Toni Collette som henholdsvis barnet og den voksne Mary Daisy) introduceret som en ensom australsk 8-årig pige med øjne som ”muddy water” og et modersmærke med farve som ”pooh”.

Men under den sjove narration og den vittige humor, skaber Elliot et dybt og nuanceret billede af en pige med store problemer og dyb depression. Hendes moder er alkoholiker, hendes far en grå-i-grå arbejder på den lokale fabrik, hvor hans arbejde består i at sætte snore på te-poser! Familien er kun lige ovenvande, og der er ikke meget tid eller plads til unge Mary. Desperat for at finde en ven skriver Mary til en tilfældig person i New York, der viser sig at være den 40-årige eneboer og overvægtige særling Max Jerry Horowitz (med perfekt stemme af Philip Seymour Hoffmann).

Her skifter filmen til Max, der portrætteres i et gotisk, nærmest Tim Burtonsk New York, der i modsætning til de varme, brunlige farver fra Australien står i sort/hvid. De eneste farver er de ting og breve, der kommer fra Australien. Den melankolske og nærmest dystre stemning svarer til Max's besværede sind og isolation, idet han ligesom Mary er uden venner. Han har vanskeligt ved at skabe relationer og skabe venskaber i en by, der dybest set forvirrer ham og forårsager hyppige angstanfald.

Hurtigt bliver Max og Mary pennevenner og i løbet af filmen går der 20 år, hvor der er op- og nedture undervejs og Max og Mary deler hinandens op- og nedture med hinanden via brevene, men mødes ikke før til sidst, hvor filmens gribende og rørende afslutning rammer lige i hjertet.

... På trods af de dystre temaer er 'Mary and Max' en hjertevarm fortælling om to ensomme sjæle, der bliver bedste venner, selvom de er adskilt geografisk og aldersmæssigt.

Filmen skifter sømløst mellem de to byer med brevene som naturlige bindeled. Brevenes indhold uddyber og beskriver smukt de to og man kan ikke undgå at forelske sig i dem begge.

Philip Seymour Hoffman og Toni Collette er perfekt castet og bidrager begge mesterfuldt til deres figurers troværdighed og dybde.

I takt med at Mary bliver ældre (og Max bliver federe!) skifter tonen i deres breve og dermed i filmen. Elliot holder sig ikke tilbage fra at beskrive samfundets store dilemmaer som depression, forfængelighed, religion, overvægt, alkoholisme, sindssygdom og selvmord, men alle emner behandles respektfuldt og med stor ærlighed, dog altid med et glimt i øjet. Og helt uden fordømmelse!

Alt dette lykkes i løbet af filmens 90 minutter, der uden at føles for lang, føles længere, idet man fanges af filmen simple narrativ og nærmest poetiske billeder.

Stop-motion teknikken formår at gøre de dystre emner spiselige, og filmen er hele vejen igennem fantastisk sjov. Selve det tekniske kan der ikke sættes en finger på. Alle figurerne er karikaturer, hvor ansigtstræk er fremhævet med stort komisk talent, og skønt figurerne bestemt ikke er smukke, så handler filmen i høj grad om indre skønhed, hvilket er der, hvor både Max og Mary vinder vore hjerter!

Hvis Sam Mendes (instruktøren af den fantastiske American Beauty) slog sig sammen med skaberne af 'Wallace & Gromit', ville resultatet nok ligne denne film. Men det er Elliots håndværk, og som spillefilm er det et mesterværk! Om den vinder en oscar ligesom Elliots tidligere film er ikke sikkert (den er oppe mod eksempelvis Pixars 'Up!'), men den ligner en vinder, uanset hvad!

Den takler smukt store emner ærligt og hudløst med et glimt i øjet og minder os om, hvor vigtigt det er, at have venner, og hvorfor vi aldrig skal tage livet for givet eller give op på livet!