Af Kudsk 20/04-2010

6 kommentarer

Forfatter: Jakob Ejersbo

Liberty er en murstensroman på intet mindre end 709 sider. Samtidig er det tredje og sidste bind af Ejersbos trilogi om Afrika, hvor personer og episoder belyses fra forskellige vinkler i de tre bind. Ydermere nåede Ejersbo ikke at færdiggøre manuskriptet inden sin pludselige død i 2008

Måske jeg skal starte med at tilføje, at jeg også har læst bind et i trilogien, Eksil. Den synes jeg er for lang, selvom den er væsentlig kortere end Liberty. Og længden er bestemt første og største problem ved Liberty. Men’et er selvfølgelig, at Ejersbo måske selv havde strammet væsentligt op, hvis han havde haft tid.

Historien starter i Tanzania i ’80 og rækker ti år frem. Du får to fortælleres syn på livet i en fattig, socialistisk stat i opløsning. Den ene er danske Christian, der som teenager sammen med sin mor flytter til sukkerplantagen TPC, hvor hans far er udstationeret for Mærsk som regnskabschef. Han ankommer fordomsfri og forholdsvis politisk korrekt til en hvid ghetto og lever et vel rimeligt almindeligt teenageliv med lidt for meget fokus på øl, bhangi, sex, skoletræthed og med fraværende forældre, der dyrker deres egne problemer og karrierer i stedet for at opdage, at deres søn måske ikke trives så godt, som det ser ud til på overfalden.

Han lærer den anden fortæller, sorte Marcus, at kende, fordi Marcus slaver for en hvid familie, og de hvide familier ses ofte. Deres fælles interesse er ny musik, som er en mangelvare i Tanzania. Marcus er lidt ældre, og mere interessant fordi han er en mere eksotisk vinkel. Marcus har overlevet på de hvide safarituristers levninger, efter at han er stukket af fra sin voldelige far. Han er fast besluttet på at lave forretning. Men forretning er svært, og han forsøger at gøre sig uundværlig i en hvid familie: blive venner med børnene og finde på alverdens opgaver, han kan hjælpe familien med at løse. Problemet er bare, at det aldrig fører til en egentlig ansættelse med løn, men i stedet en forventning om, at han tager alt skraldet og fungerer som alt mulig-mand og barnepige for endnu et sæt forældre, der er fraværende. Parrets finske venners kone benytter ham oven i købet som privat legetøj, hvilket fører til at manden forsøger at slå ham ihjel. Ingen er vist i tvivl om, hvem der egentlig er skyldig, men politi og hospital er korrupte, så den hvide mand når altid længst, mens den sorte i den situation ikke har nogen venner.

I det hele taget er det ikke et specielt opløftende billede af hverken hvide eller sorte i Afrika, der tegnes. Hvis vi tager de hvide først. Manden i huset, hvor Marcus knokler, er f.eks. noget af en ulandsarbejder: Han stjæler, alt hvad han kan fra det savværks- og uddannelsesprojekt, han administrerer for den svenske stat på Kilimanjaro, ligesom han konstant har små eventyr kørende med sorte piger, der drømmer om billetten til et luksusliv i Europa, som ingen af dem naturligvis nogensinde får.

En interessant skikkelse set med Marcus’ øjne: Han har alt, hvad han kunne ønske sig, men opfører sig som en gemen (hvid) stodder, der vil skide på Afrika, sin kone, sine børn, sin hushjælp, den svenske stats projekt og de mennesker, som projektet skulle uddanne til et bedre liv. Ligesom den jaloux ægtemand, der med fuldt overlæg slipper af sted med at køre Marcus ned, en af de bipersoner, der får denne læser til at tænke over, hvad vores ulandsbistandsprojekter egentlig nytter, og hvorfor alle hvide åbenbart før eller siden ender i samme situation, nemlig som overklasse, der tager præcis, hvad der passer dem, for at tage hjem igen, når det brænder på.

Postulatet om, at hvide kan organisere og sorte er dovne er i høj grad til stede – og personerne i fortællingen taler også om det selv, men et par sorte kvinder i fortællingen viser anslag til en anden vej, hvor man skaber noget selv og ikke bare ser frem til at leve på nas.

For eksempel Marcus’ kone Claire, der vil sælge batiktøj, fordi hun ved, at der er penge i det, men hvor bunden så uheldigvis slås ud af tøjmarkedet, da vesten med et donerer meget mere genbrugstøj til de stakkels afrikanere, end de plejer – og i en god mening. Marcus er jo heller ikke dum og doven. Han kan sagtens lægge to og to sammen og bliver bedre og bedre til udvikle en sikker strategi for overlevelse ved at sprede sin risiko (kopierer bånd med ny musik, har høns i haven, driver en kiosk som dog konstant skal være bemandet for ikke at blive tømt) og gøre sig uafhængige af hvide, der altid synes at svigte, når det gælder. Men hvis vi skal stole på Christian, så drikker Markus (også) for meget, har for mange kærester, har måske aids, så han lever egentlig som en hvid mand i Afrika – han har det bare hårdere, fordi han ikke har hudfarven og dermed tilliden til hans formåen med sig.

Hvis blot Ejersbo havde udeladt hele den periode, hvor Christian er teenager (omkring 400 sider), så vi i stedet startede, hvor Christian vender tilbage til Tanzania efter et fejlslagent forsøg på at gå på HF i Hasseris. Her begynder modsætningen mellem hudfarver og forventninger nemlig for alvor at vise sig og blive interessant. Selvfølgelig havde vi så ikke fået Markus’ historie om at overleve hos en hvid familie, men det kunne i hvert fald godt gøres kortere uden at meningen gik tabt.

Tilbage i Danmark kan Christian nemlig ikke finde sig tilrette på sit hf-kursus. Han vil tilbage til Afrika og drive diskotek, hvilket han tidligere har talt med Marcus om. Mangel på startkapital betyder, at han stjæler skolens anlæg, får det til Tanzania via smøring, og bistandshjælpen holder det gående uden at det sociale bedrageri opdages.

Men andet ophold i Tanzania er anderledes. Nu er Christian en (hvid) mand - og det ændrer i den grad folks forventninger til ham. Nu er han en fribillet til det søde liv, og for kvinderne en billet til Europa, på trods af at Christian insisterer på, at blive i Afrika for evigt.

Alle vil have en bid af kagen, og Christian opfatter nu også Marcus som en parasit. Omvendt har Marcus sat al sin lid til Christian og deres projekt og mener, at Christian skylder ham en stor del af æren for, at det er lykkedes at få diskoteket op at stå, specielt hvad angår den berømte smøring i det meget korrupte land og de mange kontakter der skal til. Det hele spidser mere og mere til, og pludselig er det ikke længere så let eller trygt at være hvid i Afrika. Christian har nemlig ikke som Markus spredt sin risiko.

Alt i alt et spændende indblik i Afrika fra en sort og en hvid vinkel, selvom det trækker ned, at det ikke foregår i dag, men for 30 år siden. Denne læser bruger nemlig energi på at tænke over, om tingene mon har ændret sig. Og så kunne det altså godt have været kortere.

Og en enkelt ting mere: Super fedt at omslaget er lidt anderledes. Det er lavet af Ejersbos søster, Ea. Forfriskende i meleret genbrugspap med simpelt tryk i én farve. Normalt kommer de danske bogomslag jo stort set enten fra Imperiet eller Ida Balslev-Olesen – så dejligt med noget nytænkning.