Kun hvis du har lyst

BOG

Af Kudsk 20/08-2011

Skriv kommentar
For mange løse ender på rystende historie.
Forfatter: Margaux Fragoso
'Kun hvis du har lyst' er en beretning fra en amerikansk pige, der er blevet misbrugt, og den er blevet en bestseller på internationalt niveau.
Det er en bog, du formentlig ikke har lyst til at læse, for essensen er, hvor let spil en pædofil har, når han udser sig et perfekt offer, hvor familien er fraværende og blinde, og hvor barnet hungerer efter kontakt og venskab. På den anden side eksisterer den virkelighed jo desværre, og måske Margaux Fragosos lyst til at dele sine sørgelige oplevelser med os, kan gør os mere opmærksomme på de faresignaler, nogen bør spotte og reagere på. Det er et blik ind i en frygtelig verden, som måske er mere nuanceret end man kunne forvente.
Margaux vokser op i 80'erne i et New Yorks mindrebemidlede nabolag. Hun er et ensomt 7-årigt enebarn med en streng far, hvis fokus er, hvordan familien tager sig ud udenfor lejlighedens fire vægge, ikke hvordan den fungerer indadtil. Han knokler for at tjene penge til mor og datter, som han anser for frihjulskørende snyltere, så han tager sig nogle soloture med kvinder og købte kammerater på slæb for at holde livet ud. Moren er psykisk syg, ude af stand til at arbejde og konstant på telefonen til diverse selvhjælpelinjer, hvis hun ikke sidder i soveværelset og hører høj musik.
Pludselig møder Margaux en spændende mand ved den offentlige swimmingpool. Hun tiltrækkes straks af hans barnlige sind og glade leg med sine drenge. Inden eftermiddagen er omme, er hun og moren inviteret hjem til 51-årige Peter, som han hedder.
Inden længe så hænger mor og datter dagligt hos Peter, med det gamle faldefærdige hus, der er fuld af kaniner, hunde, krybdyr og ikke mindst en kælder - hvor moren aldrig kommer - samt et kammer med rigeligt mange unge uskyldigt udseende piger på vægen ... Det er hans kæreste, der ejer huset, men de er vist ikke rigtig kærester længere. Hun har nogle børn, der bor der, og plejebørn anbringes og fjernes igen fra huset jævnligt.
Margaux har fundet den perfekte voksne legekammerat, der ikke stiller krav. Dvs. efter et halvt års tid kommer Margaux med i kælderen, mens moren som sædvanlig drikker kaffe i haven og nyder at andre passer hendes barn. Peter har fødselsdag og ønsker sig en særlig gave, men selvfølgelig kun hvis hun har lyst. Det har Margaux, for hun vil ikke skuffe Peter, hendes eneste ven, og herefter danner de et umage par indtil hun er først i tyverne, hvor han begår selvmord. Han sørger endda for, at de ”bliver gift” ved sin egen mystiske ceremoni i en kirke.
...Det der både er styrken og svagheden ved fortællingen er, at Margaux fortæller med barnets stemme uden nogen særlig refleksion over, hvordan pokker en gammel mand kan slippe afsted med at misbruge et barn og siden ung kvinde, der er godt begavet.
Det er en styrke, fordi man forstår hendes fascination af ham, og at de har et helt særligt forhold, underforstået fordi han manipulerer hende til at tro, at ingen andre vil kunne forstå deres helt særlige kærlighed, og så det faktum, at hun ikke har andre. Hun er sågar selv med til at fjerne alt bevismateriale inden socialforvaltningen sent i forløbet tropper op grundet tips fra offentligheden. I korte passager beskriver hun hans overgreb, hvor hun spiller forskellige roller, dels fordi hun skal lege den lille datter i knæstrømper, der bliver voldtaget af sin far, når hun har været uartig, dels vel som overlevelsesmekanisme og mulighed for at træde ud af sig selv. Desværre reflekterer hun ikke rigtig over, heller ikke som voksen, at det, der burde være et alarmtegn af de helt store, og at den kærlighed, hun tror hun har til Peter, måske ikke rigtig har med kærlighed at gøre alligevel, og dog bliver hun jaloux, hvergang hun opdager, at han har andre meget unge piger i sit liv, og at han rent faktisk har været i fængsel for at misbruge sine egne døtre. Hun vil være hans eneste kærlighed.
Det er vanvittigt at tænke på, om hun mon overhovedet var ude af det forhold i dag, hvis ikke Peter havde begået selvmord, selvom de i hendes ældre teenageår ikke har et fysisk forhold længere, da Peter åbenlyst ikke synes hun er tiltrækkende som næstenvoksen. Alligevel er de sammen konstant, hvilket ødelægger hendes spirende forhold til venner og kærester, fordi hun altid skal over til Peter og må lyve om, at han er en gammel onkel, hun passer.
Bogen rummer et kort efterskrift om, at hun er videre i dag, læser litteratur forstås og er blevet mor, men intet om, hvordan man lever med at have været blevet misbrugt i over 15 år uden at ens mor og far, skolen, naboer, de perifere skolekammerater hun trods alt har eller andre med mistanke gør en skid. I bogen antydes det, at faren ved hvad der foregår, men har droppet at stille noget op med hende, fordi han synes hun er uregerlig – og hvad vil naboerne ikke tænke, hvis det kommer frem … Moren har hun tilgivet. Hun mener at hun har været for psykisk syg til at afkode, hvad der foregik, og hun har sikkert ret: Ved den offentlige swimmingpool kysser Margaux og Peter en dag hinanden, og en livredder reagerer prompte ved at spørge moren, om det er faren, for ellers er det ikke normalt. Moren bliver helt forvirret og ringer til sin hær af psykiatere, der kan fortælle, at det absolut ikke er normalt, og så reagerer hun ved at forsøge at få Margaux væk fra Peter, men hun ender altid hos ham igen, da han ofte er den eneste, der står klar til at hjælpe hende, da forældrene absurd nok ikke magter det.
Alt i alt er det en interessant beretning, men samtidig også lidt irriterende, fordi vi ikke helt får en plausibel forklaring på, hvorfor hun bliver hos Peter, og med mange løse ender. Mener hun selv, hun blev manipuleret til at tro det var kærlighed eller havde hun et medansvar? Det synes jeg står hen i det uvisse, desværre.