Af Kudsk 20/11-2010

1 kommentarer

Hverdagen i en fransk ghetto er ikke uden optimisme.

Forfatter: Faïza Guène

Lad mig redegøre for mine præferencer først, så det ikke er skjult, at jeg har en forkærlighed for unge forfattere, der skriver om hverdags- og også gerne ghettoliv. 'Kiffe kiffe i morgen' er sådan en bog.



Det er ikke helt ufortjent, at bogen blev en overraskende sensation i hjemlandet Frankrig, hvor den udkom i 2004. Dengang var Guène kun 19 år, og det var hendes debut. Den foreligger nu endelig på dansk ved hjælp af midler fra Statens Kunstråd og Culturesfrance.

Og hvad går det så ud på? Jo, vi læser med i noget der ligner en dagbog ført af teenageren Doria. Hun bor i en betonsilo i Pariserforstaden Livry-Gargan med sin mor. Faren er smuttet hjem til Marokko til en yngre model. Mor og datter lever af almisser fra de få andre indvandrere, de kender i området – og så forskellige tilbud og tilskud fra alle de velmenende damer fra kommunen, som Doria ikke giver meget for.

... Vi følger deres hverdag i Dorias optik. Det er ikke fordi, der er nye og rystende afsløringer her, men det bekræfter den nuværende debat, vi også har i Danmark, om, at mange indvandrere lever fuldstændigt isoleret fra det øvrige samfund.



Doria er hverken en taber eller en vinder. Hun er faktisk rimelig skarp, men det er op ad bakke, fordi hun er, hvor hun er: Hendes far er skredet, og har intet gjort for at skjule det faktum, at det ikke var godt, hun er en pige, og at det fransk samfund er noget skidt. Hendes mor taler ikke fransk, og Doria er dermed den mest voksne i familien, der må agere tolk for moren, hver gang myndighederne vil dem noget.

De hemmelige forelskelser fylder også. Hamoudi, en hærget pusher, citerer Baudelaire for hende, og de to har noget særligt sammen omkring den franske digter. Ellers går Dorias tid med at se, hvad der sker med nogle af de piger, der er lidt ældre end hende, som pludselig spærres inde af deres forældre, fordi de er blevet lidt for interesserede i franske drenge eller uddannelse. Eller drengene omkring hende, der sjældent ender med en lokal pige, men får en bragt op fra det marokkanske bøhland, og starter et minimarked, der hurtigt går konkurs.



Det fineste ved bogen er sproget, og det til trods for, at denne læser i starten havde svært ved at abstrahere fra det oversatte gadesprog: ”Det var nøjeren”. Hvordan fxxxxx lyder det lige på fransk? Men jeg vendende mig, og må indrømme at en del af charmen og humoren i denne bog netop ligger i Dorias friske sprog og hendes med en vesterlændings øjne lidt naive eller fremmedartede tilgang til virkeligheden i Frankrig. Og når nu scenen er sat til en indvandrerghetto, så virker det altså mere ok, når det er en indvandrer selv, der udsætter miljøet for kritik.



'Kiffe kiffe i morgen' (det er et ordspil mellem kif (trummerum) og kiffer (at man virkelig godt kan lide noget) er en god beretning om, hvordan det er at slås med kærlighed, udseende og identitet, som de fleste teeangere, og så have det ekstra handicap, at ens forældre ikke er med i de franske samfund, og derfor er fuldstændigt fraværende i form af hjælp og kamp mod systemet og de forudfattede holdninger. Og den er ikke uden optimisme ...