Af Gabriel 08/05-2010

Skriv kommentar

Kashmir lægger fornemt ud på 'Trespassers' med 'Mouthful of Wasps'. Et lækkert up-tempo nummer, der lover godt for resten af pladen. Med sit svingende bas-rif, muntre keyboard og sprøde guitar har nummeret en sødme og et drive over sig, der fænger fra første sekund. Et nummer der ved nærmere gennemlytning afslører små fine detaljer, der alle er med til at skabe en ny Kashmir-klassiker.

Anden skæring 'Intruder' fortsætter i samme tempo, men med et noget mere alvorligt tekstunivers, hvor Eistrup opfordrer til at leve livet nu, da det slutter før du har set dig om. Et glimrende nummer, der virker mens du hører det, men som mangler første nummers personlighed. Der er lidt for meget trommemaskine over beatet, men Eistrups guitarspil fornægter sig ikke.

Og gud hjælpe mig om ikke også tredje nummer 'Mantaray' er bygget op omkring et fint up-tempo beat, der dufter af en blanding af forår og sommer. Beatet er enkelt, men de mange lag i Eistrups stemme og de fine nuancer i de fire musikeres spil hæver nummeret langt over gennemsnittet.

På 'Pallas Athena' viser Kashmirs velkendte melankoli sig første gang på 'Trespassers'. Nummeret bygger en solid stemning op fra første sekund, men undermineres af min hadeeffekt nummer et - vocoderen. Døde den ikke med Cher? Et nummer der nok bliver skippet ved næste gennemlytning trods sin eksperimenterende stil.

'Still Boy' lyder i omkvædet som en duet mellem Kashmir og Mew. Et nogenlunde nummer, der dog aldrig rigtigt formår at lette. En anelse kedeligt og lettere forudsigeligt med klimtende klaver i baggrunden.

'Bewildered in the city' fortsætter klaverspillet fra 'Still boy' og det starter fint. Nummeret er en hyldest til New York, og lægger op til en følelseladet oplevelse af de store. Desværre går nummeret efter få minutter i tomgang, så man tager sig selv i at sidde med et ufokuseret udtryk i øjnene, når det efter 6 minutter og 31 sekunder fader ud.

'Pursuit of misery' lyder lidt for meget af fyld, og lidt for meget af tidligere Kashmir. Ikke at det gør noget, men det er trods alt et nyt album, så jeg havde forventet mere.

'Time has deserted us' lyder til at starte med, som noget Lars Hug kunne have lavet, men er umiskendeligt Kashmir, når først det går i gang. Igen lidt for meget Kashmir og lidt for lidt fornyelse.

'Danger bear' er en lille symfoni. Eistrups stemme står langt fremme i produktionen, hvilket hjælper på nummerets intensitet. Et smukt, men også temmelig kedeligt nummer.

Sidste nummer på 'Trespassers' er det storladne 'The indian (that dwells inside this chest)', der lyder som noget Kashmir kunne have lavet i samarbejde med filmkomponisten David Arnold. Et glimrende omend genkendeligt omkvæd er nummerets stærkeste side.

Samlet set er 'Trespassers' et fint album, der dog ikke formår at rykke grænser for hverken Kashmir eller lytteren. Isoleret set et yderst kompetent rockalbum, men i forhold til tidligere albums, hverken fornyende eller ekstraordinært. Bedst er singlenummeret 'Mouthfull of wasps', der efterhånden må have smittet så meget af på min afspiller, at jeg kan spille nummeret uden at have cd'en i maskinen.

Hvor 'No Balance Palace' var en blanding mellem vovet eksperimenteren og lige-ud-af-landevejen rock er 'Trespassers' en noget mere ordinær og sikker affære.