Af Kudsk 30/04-2010

3 kommentarer

Forfatter: Rune T. Kidde

Inden jeg havde læst 'Julius’ afsind', kendte jeg mest Rune T. Kidde for hans fantastiske oplæsninger i Børneradio og de morsomme omskrivninger af folkeeventyr som f.eks. Den lilla møghætte og pulven'. Jeg anede ikke, at han også skrev romaner – men selvfølgelig gør en mand med hans historie- og sprogtalent det.

'Julius’ afsind' starter med et forord fra den aldrende krimidronning Maj Sjöwall, hvor hun opfordrer Kidde til at få skrevet sin krimi. Det tunede helt klart mine forventninger til krimi. Og godt nok bliver mange slået ihjel, men det interessante bliver aldrig, hvem der gør det. Vi ved fra start, at det er Julius – eller det påstår hans ven og vores fortæller, Christian, i hvert fald.

'Julius’ afsind' er en historie, hvor man skal lade sig rive med og sluge (røver) historien råt. Første halvdel af bogen var jeg helt oppe at ringe, fordi historien tilsyneladende var konstrueret på den klassiske måde, hvor en person fortæller om sin ven, hvilket giver mulighed for, at fortælleren bevidst eller ubevidst kan fortolke ting forkert. Fortælleren Christian lægger ud med at forklare, at hans bedste ven Julius hele tiden forsøger at slå ham ihjel, og i øvrigt har slået en bunke andre ihjel. Jeg troede, fortælleren fejlfortolkede hændelserne, men som begivenhederne skred frem tror jeg nok, det var Julius, der reelt forårsagede alle mordene - i en påstået god mening. Mit scenarie kunne ellers også være blevet underholdende.

Vi hører om Julius’ alt andet end normale liv fra en fortæller, der altså påstår at være Christian. Påstår, fordi denne fortæller ved alt for meget til kun at kunne være Christian og en reel tredjepersonfortæller. Vi får bl.a. en meget rørende historie fra Buenos Aires, hvor Julius ad omveje havner og for en gang skyld vælger at hjælpe en ældre mand til et bedre liv i stedet for at slå ham ihjel. De to forsøger at tale sammen på spansk og dansk, men forstår naturligvis ikke hinanden. Til gengæld forstår fortælleren, hvad de siger ... Så igen, den fortæller ved mere, end den lader som om. Og det er vældig underholdende. Hen mod slut skifter fortælleren til Christian i første person. Helt sikkert ikke spor tilfældigt, men det kræver nok flere gennemlæsninger at spotte, hvorfor og hvornår det snydes og skiftes rundt med synsvinklerne.

I anden halvdel af bogen faldt min entusiasme lidt, muligvis fordi Julius bliver mere og mere sindssyg og historien tilsvarende mere rablende. Fantastiske begivenheder gentages, og det er uklart, hvad der er fantasi og virkelighed for de implicerede personer. Men sikkert en udmærket beskrivelse af, hvordan det er at være afsindig.

Julius maler konstant den hvide klovn, som jo normalt belærer om god og dårlig opførsel - myrder Julius af lyst, barmhjertighed eller slet ikke? - og Christian har en moderbinding, der er så syret, at han på et tidspunkt fortæller ting om Julius’ mor, man som opmærksom læser vil huske, i virkeligheden handler om hans egen. Jo, det kan blive litterært, hvis det er det man vil.

Men igen, historien kan også læses som god underholdning, for Kidde skriver virkelig godt. Så pyt med, at jeg ikke er sikker på, hvordan det hele egentlig endte og om både Julius og Christian var afsindige (det var de vist). Det allerbedste ved historien er sproget. Præcist, til tider meget poetisk, og uden klicheer fx: ”De fulgte de gebrokne gelænderrundinger som glinsede usynligt af håndfladefedt i halvmørket”. Man ved lige, hvordan det er, men man kunne ikke selv have skrevet det. På mange måder minder Kidde om Villy Sørensen – ikke mindst på grund af sproget: ”Han følte sig mørbanket. Det var han også.” Ganske morsomt og alt andet end kedeligt og normalt.