Af Kudsk 31/03-2011

Skriv kommentar

Underholdende, men utroværdig hovedperson.

Lad mig starte med at klarlægge mine præferencer: Jeg er ikke den vilde krimi-på-bog-fan, og læser generelt ikke mange, og slet ikke danske, krimier. Jussi Adler-Olsens 'Journal 64' er min første danske krimi siden Kongemordet af Hanne Vibeke Holst.

Som Holst i sin storhedstid har 'Journal 64' også storsolgt, og Adler-Olsen fik boghandlernes pris, De Gyldne Laurbær, på baggrund af denne fjerde bog om Carl Mørck, chef for politiets afdeling Q, så på papiret burde det jo være en fantastisk krimi.

Men denne læser skulle 100 sider ind i den knap 500 sider store bog, før det blev bare lidt spændende, og der tegnede sig et nogenlunde rids af, hvad krimien egentlig handlede om.

Nu skal jeg nok lade være med at afsløre for meget af selve ”mysteriet”, men 'Journal 64' er opbygget sådan, at vi følger Carls Mørck og hans to kolleger og deres opklaringsarbejde parallelt med, at vi præsenteres for en anden skæbne, Nete Hermansen, der ind i mellem fra sin lejlighed ved Søerne tænker tilbage på sin fortid, og dermed giver læseren en viden om en sammenhæng, som politiet ikke besidder.

På den måde er 'Journal 64' ikke en krimi, hvor du skal regne ud, hvem morderen er. Det ved du tidligt, selvom der dog er indarbejdet en enkelt overraskelse mod enden.

...Det interessante er i højere grad selve forbrydelsen, og underliggende det menneskesyn, der indtil 50'erne i Danmark gjorde det muligt at tvangssterilisere en masse kvinder, som det højreorienterede bedre borgerskab ikke havde lyst til at videregive deres arvemateriale.

Det handler om, at kvinder, der tidligt blev gravid, og måske ikke havde den bedste baggrund, blev stemplet som åndssvage og sendt til opbevaring på Sprogø under fængselslignende forhold, og de danske Dr . Mengele'er, der med glæde, steriliserede dem på række.

Men selve mystikken slutter lidt bræt, og den ene hovedperson, Nete Hermansen, alias journal 64, er ikke en troværdig karakter. Der sker ting og sager, som vi ikke rigtig får nogen argumenter for, er realistiske, og det er irriterende.

På den anden side, så var denne læser efter side 100 godt underholdt, og det gamle fif med at give læseren større viden end bogens hovedpersoner samt at skift synsvinkel i hvert afsnit i mellem hovedpersonerne, holder effektivt de sidevendende fingerspidser i gang. Men igen, selve mysteriet og ikke mindst karaktererne, forbliver for stereotype og for urealistiske, ligesom Adler-Olsen nok flirter med, hvem der har ret til at tage liv, og om et liv er mere værd end et andet, uden at komme under huden med, hvordan specielt Nete Hermansen egentlig hænger sammen psykologisk. En mere nuanceret Nete kunne have løftet krimien væsentligt fra underholdende mordgåde til en mere psykologisk skildring af, hvad overgreb gør ved mennesket.