Af Kudsk 30/09-2011

Skriv kommentar

Der sker ikke ret meget i krigsfanges dagbog.

Forfatter: Mathias P. Høeg

Indrømmet. Jeg har en forkærlighed for krigslitteratur, så denne dagbog fra første verdenskrig var et oplagt valg.

Journalisten Helle Retbøll Carl har redigeret bogen, og så vidt jeg forstår betyder det primært, at hun har lavet noter, der hjælper på forståelsen af de steder og personer, der under og efter den første verdenskrig tørnede ind i Mathias P. Høegs skæbne. Ellers er det menig Høegs dagbog, vi får serveret her godt hundrede år efter krigen.

Høeg må i krig for Tyskland, selvom han er dansksindet. Han er en pragmatisk mand, der drager mod østfronten og efterlader kone og nyfødt søn hjemme i Tirslund. Vi hører ikke meget om selve krigen, kun et par enkelte sider om de meningsløse kampe, hvor Høeg og hans kammerater står, ja uden flere patroner. Således bliver de krigsfanger og sendes til det yderste Sibirien. Og det er det, de over 400 sider handler om.

...Det er svært at sige, hvad de 400 sider egentlig handler om, for der sker ikke ret meget. I virkeligheden afspejler de jo også det faktum, at man som krisfange får sat sit liv helt i stå.

Vi følger dagligdagen i diverse lejre, som Høeg flyttes rundt til. Til håbløshed, fattigdom og sygdom, men også en flok mænd, der på trods af deres gerninger og det faktum at de repræsenterer det hadede Tyskland møder russere, der hjælper med mad og husly. En flok mænd, der selvom de flere gange flyttes frem og tilbage i Sibirien forbi Bajkalsøen i stuvende fulde uopvarmede togvogne stadig kan tale om stedets uovertrufne natur og jernbanens suveræne ingeniørkunst - og ligefrem glæde sig til at kunne gense dette sceneri som frie mænd. Der er lyspunkter og poetik i Høegs liv.

Stort set alle Høegs kammerater dør som tiden går. Han selv overlever, fordi han har hænderne skruet rigtigt på, så han kan tjene penge på at lave forskellige møbler og redskaber for de overordnede, der hurtigt spotter hans talent, uanset om de er tyske, russiske eller tjekkiske.

Vi hører ogå om Høegs ekstremt langsommelige tur hjem til det, der dengang var Tyskland, hvor bolsjevikkerne stormer frem, tjekkerne slår til og kosakkerne kæmper. Hvis der blev en genforening med kone og søn, så hører vi ikke om den. Bogen er clean cut fra krigsfangeskabet starter til det slutter.

Fortællingen er udstyret med et langt efterord med billeder og anden dokumentation om Høegs liv. En hale på historien der viser, at Høeg ihærdigt forsøgte at få udgivet sin erindringshistorie efter han kom hjem, men at mange forlag afslog og kaldte arbejdet klodset og ubehjælpsomt og ville have det gennemskrevet af andre. Det er ret absurd, for det fineste ved 'Jeg har ikke flere patroner' er netop sproget og Høegs fine sans for at iagttage og beskrive, hvad der foregår omkring ham. Så meget desto bedre at bogen nu er udgivet.

Det man som læser får med af oplevelse fra 'Jeg har ikke flere patroner' er den desværre evigtgyldige sandhed om krig, nemlig at den har kæmpe konsekvenser på menneskeligt plan, men at godhed som regel også findes mellem mennesker, men ikke de mere abstrakte nationalstater.