© Imagine Entertainment

Af Gabriel 13/01-2012

2 kommentarer | Info om filmen | Trailer

En langtrukken magtkamp.

Mit kendskab til J. Edgar Hoover er begrænset. Jeg ved, at han var arkitekten bag FBI, at han eftersigende havde et hemmeligt arkiv med penible oplysninger om alt fra skuespillere til statsoverhoveder, og at han muligvis var homoseksuel.

Efter at have set Clint Eastwoods 'J. Edgar' er jeg ikke blevet meget klogere på J. Edgar som person. Måske fordi han værnede så meget om sit privatliv. Måske fordi han trods sine bedrifter ikke er en særligt spændende person at fortælle en sammenhængende historie om.

Eastwoods film om J. Edgar føles da også meget fragmenteret. Sat sammen af de historiske begivenheder, som J. Edgar var vidne til eller med til at påvirke - med fokus på det magtapparat han fik sat i gang, og som han styrede med hård hånd indtil sin død i 1972.

...Det var ikke et ufarligt magtspil J. Edgar mestrede, men Eastwood formår ikke at gøre det spændende at følge. Dertil føles J. Edgars vej til toppen alt for nem, da man kun får fornemmelsen af de forhindringer, der kunne have væltet ham af tronen.

Det skyldes blandt andet en meget overfladisk behandling af J. Edgars privatliv, som i en fiktiv historie kunne være flettet meget bedre sammen med det arbejde, som han viede sit liv til. Det skaber et mangelfuldt portræt af en mand, hvis enkeltstående bedrifter er mere interessante, end det liv han levede udenfor FBI.

Jovist, Eastwood tager bladet fra munden og lader spekulationerne om J. Edgars homosekusualitet fremstå som fakta (åbenbart et meget kontroversielt emne i USA), men det fører ingen vegne. Måske fordi forholdet til hans partner Clyde Tolson i virkeligheden ikke var særligt interessant - set med nutidens øjne - eller fordi fremstillingen af de to mænds forhold mangler den saft og kraft, der for alvor kunne gøre emnet kontroversielt.

I et forsøg på at dække over filmens manglende narrativ hopper Eastwood frem og tilbage i tiden i et væk. Det forstyrrer ikke som sådan, men tydeliggører manglen på en sammenhængende, interessant historie, der udover at vise J. Edgars betydning for samtidens og eftertidens USA, også kunne berige publikum med et noget mere nuanceret karakterstudie, end det man præsenteres for nu.

Eastwood tør bare ikke at kravle ind i hovedet på J. Edgar og komme med et bud på, hvilke tanker der lå bag den komplicerede mands handlinger i privatlivet og på arbejdet. Det var måske for hård kost for den gamle republikaner?

DiCaprio gør ellers, hvad han kan. J. Edgars fremtoning og kropssprog rammes præcist, men han bliver aldrig levende som person. Det er muligvis korrekt, at han nærede stærke følelser for sin dominerende moder, og at hans kyniske fremtoning kan skyldes moderens ønske om at lille Edgar skulle blive til noget stort, men de mange flashbacks til Edgars barndom fremstår som klicheer, og er dybt uinteressante at følge, hvilket er symptomatisk for filmen, der er en noget langtrukken affære.