© Amblin Entertainment

Af Gabriel 08/02-2011

Skriv kommentar | Info om filmen | Trailer

Eastwood kan endnu.

Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg på forhånd havde dømt Clint Eastwoods seneste film til at fejle. Præmissen om at nogen mennesker kan tale med de døde forekommer mig naiv og eventyragtig. Som et desparat forsøg på at slippe uden om det faktum, at vi alle skal dø, og at der med stor sandsynlighed intet er på den anden side. Ingen sjæl som lever videre efter vi udånder, eller som levede før vi blev født.

Så meget desto mere imponerende er det, at Eastwood formår at røre noget i mig med 'Hereafter'. En film der på ingen måde holder de store følelser tilbage, når der tales med de døde, eller som er bange for at slå et slag for de oprigtige, clairvoyante mennesker, som filmen påstår er derude.

I 'Hereafter' følger vi tre personer, der hver især har haft døden tæt inde på kroppen. George som kan tale med de døde - en evne han ser som en forbandelse, der forhindrer ham i at leve. Marie som har svært ved at vende tilbage til det "normale" liv efter en nærdødsoplevelse, og Marcus der har mistet et nært familiemedlem, som det er svært at give slip på. Tre skæbner der indirekte knyttes sammen af menneskets dødelighed, og som filmen nogenlunde ligeligt fordelt bygger sin historie op omkring.

...De tre skæbnefortællinger har alle en begyndelse og en slutning, som leder til en klassisk forløsning, uden at de af den grund føles hverken banale eller konstruerede. Tværtimod. Det er den overordnede historie, som de sammen er med til at danne, der for alvor giver filmen liv, og som får en til at tænke over livet.

Eastwood giver plads til sine hovedpersoner, der føles som hele og komplicerede mennesker, hvis skæbne man gider at følge med i. Med hvert deres udgangspunkt får vi et indblik i deres liv og en forståelse af, hvorfor de handler som de gør, når de står ansigt til ansigt med døden. Eastwood forsøger ikke at flette de tre fortællinger sammen på raffineret vis, som det ellers er blevet kotyme i mange nyere film, men lader deres veje krydses på en naturlig og realistisk måde. Han forsøger heller ikke at forklare filmens overnaturlige elementer med religiøs snik snak, men ser på dem med åbne øjne, som om han med sine 81 år på bagen vil fortælle os, at verden er et meget bedre sted at leve, hvis blot man åbner øjnene og gemmer fordommene væk. I bund og grund er der jo ingen der ved, hvad der sker når vi dør, så hvorfor foragte de mennesker, der mener at have fået en smagsprøve.

Det er muligt, at Eastwood er blevet spirituel på sine gamle dage og fred være med det, men det er imponerende så nøgternt han fortæller sin historie. Jovist, der er drama, romantik og tragiske skæbner involveret, men de tre hovedpersoners historier føles aldrig forcerede, og selv om de kan synes forudsigelige, er det netop deres styrke, at de forekommer universelle og dermed symbolske.

De franske, engelske og amerikanske skuespillere tilføjer deres roller en afdæmpet intensitet, som klæder filmen og som får de mange dialogbaserede scener til at virke stærkt fængende. Matt Damon er god som altid, men det er Cécile de France, der med sin fantastiske udstråling og mere end almindeligt charmerende franske accent stjæler hver eneste scene, hun er med i.

Imponerende er også åbningsscenen, der på uhyggelig vis genskaber en af nyere tids mest skræmmende naturkatastrofer.

Trods små skønhedsfejl, der ikke er værd at nævne, vel nok Eastwoods mest helstøbte film.