Af Kudsk 17/10-2011

1 kommentarer

Underholdende krimi mangler realisme.

Forfatter: Jo Nesbø

Krimi. Og af den type, som rigtig mange inkarnerede Nesbø-fans har ventet længe på. Den niende i rækken om politimanden Harry Hole (som skal udtales på norsk og ikke engelsk by the way). For denne læser var det første møde med Nesbø på skrift – og dermed også Hole. Forventningerne var ret høje, da jeg havde forstået på læsende venner og bekendte, at her var virkelig nogle krimi og spændingssnapse at komme efter.

Jeg blev lidt skuffet, men lad det være sagt med det samme: Du bliver glimrende underholdt, der er action og udvikling i historien, men denne læser er altså glad for realisme, og i Holes verden sker der lige lovligt mange tilfældige sager, der kan holde helten i live, til, at jeg helt kan opsuges og rives med. På mange måder minder den del om Stieg Larssons Millenium-trilogi, hvor Salander også overlever lidt rigeligt af likvideringsforsøg på heldet og det pudsige sammentræfs regning.

Her hører ligheden mellem Larsson og Nesbø så op. Larsson havde eftersigende en pointe med sine krimier, og talte de undertryktes sag. Nesbø er noget mere politisk ukorrekt, og forbrydelsen er bare et påskud for at udrulle et listigt plot med en del anløbne personer involveret.

Hvad handler det så om – uden at spolere det hele? Jo, Harry Hole har trukket sig som fordrukken betjent, har levet en form for nyt liv i østen, og der, hvor vi møder ham, er han netop kommet tilbage til Oslo, fordi hans papsøn står anklaget for at have slået en mand ihjel. Det antydes, at han skylder på farkontoen, og tidligere har brændt ham af (der mangler jeg så viden fra de otte forgående bind) så Hole lægger alle kræfter i at afdække, hvem der egentlig stod bag mordet. Papsønnen er narkoman, og det var ham, som han hænges op på mordet også. Nu begynder en spændende jagt ind i narkomiljøet i Oslo, hvor russiske gangstere, korrupte politifolk og anløbne politikere får Harry Holes noget kontante stil at følge. Og apropos kontant stil og slægtsskabet med Larsson, så er der et endnu tydligere stilfællesskab med Raymond Chandler. Privatdetektiverne Philip Marlow og Sam Spade har ikke levet forgæves, selvom Hole ikke er private eye, men ex-betjent.

Vi følger ikke kun Harry Holes hjerneaktivitet og hans opklaringsarbejde, men også et par af de impliceredes færden, og så den dødendes sidste tanker. Det sidste er et fint greb, der gør det hele lidt anderledes, fordi læseren jo fra start kan regne ud, at den myrdede ved, hvem morderen er.

Alt i alt savner denne læser noget mere end hårdtslående og tøff underholdning. På den anden side var der god underholdning hele vejen, og 'Genfærd' klæbede til fingrene, da den første side var slået op.