© Amuse Soft Entertainment

Af Gabriel 06/09-2009

Skriv kommentar | Info om filmen | Trailer

En fin lille film, der hæmmes af overgearet skuespil.

Daigo Kobayashi er cellist i et symfoniorkester i Tokyo. Han er ung, talentfuld og gift med den søde pige Mika, der vil gøre alt for ham. Hun indvilger derfor med det samme i at flytte tilbage til hans fødeby Yamagata på landet, da symfoniorkesterets ejer beslutter sig for at nedlægge orkesteret.

Uden arbejde begynder Daigo at kigge på jobannoncer. Han falder over en annonce, hvor der gives god løn og ikke kræves nogen form for erfaring. Firmaets navn er 'Afgange' (Okuribito), så Daigo formoder, at det har noget med flytrafik at gøre. Det viser sig imidlertid at være en trykfejl, da der skulle have stået 'Afrejser' (Nokanshi). Jobbet han søger er hos en ældre herre, der lever af at gøre døde mennesker klar til deres sidste rejse. Et smukt begravelsesritual, hvor den døde vaskes og iklædes en blanding af traditionelle japanske rober og tøj eller makeup, der er med til at levendegøre og ære den døde.

At arbejde med de døde betragtes i Japan som et beskidt og skamfuldt erhverv, og få har da også respekt for Daigos arbejde. I gamle dage stod den afdødes familie for begravelsen, men i takt med at nye tabuer er opstået, er det ikke længere noget man selv tager sig af. Ofte tages der slet ikke afsked med den afdøde, der blot hentes og kastes ned i en kiste på uværdig vis. Det viser sig dog gang på gang, at Nokanshis begravelsesritual er med til at skabe den afslutning, som mange familiemedlemmer har brug for, når de skal tage afsked med en kær ven eller et familiemedlem, og Daigo får mange lovprisninger med på vejen når ritualet er overstået, og familien har forstået, hvor betydningsfuldt det faktisk har været for dem. Trods denne erfaring tør Daigo ikke selv at fortælle sin kone Mika om sit nye erhverv af frygt for hendes reaktion.

Departures (hvorfor har den ikke fået en dansk titel?) vandt en Oscar i 2009 for bedste udenlandske film.

...Den er en underfundig og livsbekræftende lille perle med skøn underspillet humor (for det meste), hvor nye og gamle japanske traditioner og tabuer udfordres.

Den japanske tavshedskultur får f.eks. en på frakken, når filmen opfordrer til at droppe skammen og tavsheden overfor tidligere ugerninger og få talt ud om gamle lig eller skeletter i skabet. Ligeledes opfordrer den til at tage chancer og følge sit hjerte, og til at droppe fordomme overfor det ukendte, som måske slet ikke er så beskidt og ligegyldigt som først antaget, men smukt og meningsfuldt.

Departures fungerer bedst når den stilfærdigt fortæller sin historie. De rituelle begravelser er nærmest terapeutiske i deres billedsprog og den gamle ejer af Nokanshi spilles med lune, råhed og humor af Tsutomu Yamazaki. Desværre kammer det lidt over en gang imellem, hvor humoren bliver en anelse forceret og plat, og hvor hovedpersonen Daigo overspilles fælt af Masahiro Motoki. På samme måde er der lidt for mange scener, hvor Daigo spiller på sin cello når det skal være rørende. Smukt de første par gange, men til sidst lettere irriterende. Især når filmens musikalske tema skrevet af Joe Hisaishi begynder at vise sine begrænsinger.

Alt i alt er Departures dog en god og tankevækkende oplevelse, som er både morsom og rørende.