Af Kudsk 01/06-2010

1 kommentarer

Forfatter: Henning Mankell

Det er egentlig sjældent, at jeg læser krimier. Jeg foretrækker dem på tv – gerne som serier. Muligvis fordi det er hurtig underholdning, der, hvis det er godt håndværk, giver ens ego mulighed for at spille klog og gætte med på, hvem morderen er. En krimi på papir, tager væsentlig længere tid, og skal dermed også være seriøst meget mere velskrevet og spændende. Men det ændrer naturligvis ikke ved, at det er gætte-med-genet, der først og fremmest skal pleases hos denne læser. Det må ikke være for let, men heller ikke umuligt.

En af de bedste svenske tv-krimi-serier er Wallander , og det er netop den sidste Wallander-krimi, jeg har kastet mig ud i. Altså en kommissær jeg kender bedst fra tv, og som jeg har store forventninger til, selvom de sidste mange tv-krimier vist ikke har taget andet end udgangspunkt i Mankells persongalleri.

Kurt Wallander fremstod sjovt nok, mens jeg læste, som en kloning af Rolf Lassgård og Krister Henriksson, der jo begge har spillet hver deres Wallander – den ene mere hærget end den anden. Så meget for egen fri vilje, når noget først har været filmatiseret. (Heldigvis blev Kenneth Branagh ikke rodet ind i min Wallander).

Wallander på bog er ikke overraskende mere nuanceret fremstillet og lever knapt så idyllisk som i serien, men bedst af alt – og det er måske netop det bedste ved 'Den urolige mand', får læseren lov til at kigge ind i politimandens metode og høre, hvordan noget giver mening i glimt og siden destilleres, hvordan det sættes i system, hvilket netværk en erfaren kommissær trækker på – og hvilke omkostninger det har. Du skal nok ikke læse 'Den urolige mand' eller Mankell i det hele taget, hvis du er afhængig af nyskabende sprog og hader alt, der tangerer velskrivende journalistik. Det er ikke sproget, der er interessant.

Det er plottet til gengæld. En velturneret gåde med flere mord, mange hemmeligheder og et formentlig rimeligt realistisk indblik i, hvordan politiet arbejder her i Norden, og hvad deres dagligdag byder dem af konstant omorganisering, nye målrettede, unge chefer og manglende ressourcer til at dække al den kriminalitet, der til stor frustration så uofficielt prioriteres.

Denne sidste krimi om kommissæren fra Ystad, trækker linjer tilbage til Palmemordet, sovjetiske u-både i Skærgården og spionage. Linda – Kurts datter – har fået en svigerfar, der er pensioneret orlogskaptajn. Han betror sig delvist til Wallander under sin 75-års fødselsdagsfest blandt Stockholms overklasse. Han føler sig truet. Kort efter forsvinder han sporløst. Ugen efter er hans kone også væk. Kurt kører sin egen opklaring under sin sommerferie for familiens skyld, parallelt med Stockholms politi. Og så kommer ting og sager frem i dagens lys – også på personligt plan.

'Den urolige mand' er en glimrende krimi med troværdige personer. Dog føles den lidt lang. Måske det indirekte skyldes det koldkrigstema, der trækkes frem, selvom historien selvfølgelig postulerer, at det stadig er relevant. Det kommer aldrig helt op at ringe, og så er det lidt sørgeligt, at det bliver det absolut sidste, vi hører om Wallander ...