Af Kudsk 28/05-2011

1 kommentarer

Kedelig og uden bid.

Forfatter: Jonas Jonasson.

'Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forvandt' var sidste års helt store julesatsning fra forlaget Modtryk, der havde købt det svenske manuskript for en mindre formue. I Sverige havde den ukendte forfatter solgt som varmt brød, ifølge forlaget fordi bogen blev solgt ind via personlige anbefalinger fra en masse boghandlere. Min fornemmelse er, at den også har solgt rigtigt godt i Danmark – og jeg forstår egentlig ikke hvorfor. Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig ubetinget at anbefale den.

Konceptet er godt, så forventningerne var også i orden: 100-årige Allan Karlsson vågner på plejehjemmet og orker ikke at fejre sin egen fødselsdag med et surt plejepersonale, borgmesteren i Malmköping og den lokale sprøjte i fællesrummet. Han får møjsommeligt møvet sig ud ad vinduet i sine bløde sutter – og stikker af. Får ved et tilfælde stukket af med en pushers kuffert – fuld af sorte penge – og bliver af den årsag jagtet rundt i de svenske skove i selskab med en broget skare inkl. storbandende landbokone, elefant og rockerchef, han møder undervejs. Der er således lagt op til en spøjs jagt med mange tilbageblik på hovedpersonens liv, der kan sætte vores samtidig i relief.

Sådan går det bare ikke helt. Genren er feel good (og indrømmet dermed ikke på min top fem liste over favoritter) så det bliver ved det harmløse, gakkede og underholdende – selvom der er masser af action og op til flere drab, og selvfølgelig et sæt betjente modelleret over Kling og Klang-skabelonen.

Hvis jeg skal sammenligne med noget, som bliver det Bjarne Reuters 'Den iranske gartner', som nok var sjov, men heller ikke rigtig havde noget på hjertet. Selvom Stalin, Truman, Mao og andre prominente personer fra verdenshistorien har været tæt på den naive, men heldige Allan Karlsson, så er det hele bare for sjov. Og det kan jo være fint nok, men denne læser kedede sig altså.

Historien kunne snildt have været 200 sider kortere uden det gjorde noget på den dårlige måde. Skabelonen gentages for mange gange, hvor Allan endnu engang via uransagelige veje bumper ind i kendte personer, der misbruger ham, uden han opdager det, og hver gang kommer han alligevel glad videre med skinnet i behold og endnu flere mønter på kistebunden.

Javel, man er for det mest underholdt, og 'Den hundredårige...' skal nok blive filmatiseret, og vil måske også fungere langt bedre som film end roman, men bag komik bør der også være et bid eller noget, der maner til eftertanke, og det er der ikke i denne bog.