Af Kudsk 28/03-2010

4 kommentarer

Forfatter: Chris Cleave

Lad mig starte med at betro dig, at jeg kun har læst denne bog, fordi den har fået helt enestående udenlandske anmeldelser påhæftet sin danske udgivelse, f.eks. ”Indtil nu er det årets bedste bog” og ”Den anden hånd slår benene væk under dig”.

Tænkte den derfor fortjente en chance trods omtalerne a la ”gribende historie om nigeriansk pige, der flygter til London, går en grum tid igennem i asylcenter og nu står i et vesterlandsk samfund, der ikke vil vide af hende”. I min optik stor risiko for en klæg og triviel historie, og ikke lige den slags, jeg ville vælge normalt.

Men heldigvis læste jeg romanen og kan nu hyle med i koret om, at det er en helt fantastisk bog – for at bruge et fortærsket ord. Helt klart en af de bedste læseoplevelser jeg har haft længe. Jakob Ejersbos Afrika-trilogi, som også handler om afrikanere og hvide og samspillet eller manglen på samspil mellem de to grupper, blegnede væsentligt for mig i forhold til Den anden hånd.

Vi møder to forskellige fortællere: Lille Bi, uledsaget nigeriansk teenage-flygtning havnet i London og Sarah, 30+ og succesfuld moderedaktør med perfekt familie og sit på det tørre.

Ved at koble de to fortælleres skæbner sammen får Cleave i den grad sat to livsstile og verdener i kontrast. Du sidder med intet mindre end en vedkommende flygtningehistorie og en for mig ny indsigt i, hvad det vil sige at leve i et land i Afrika, hvor den eneste bil er den, der står klodset op og tilgroet i landsbyen, hvor det eneste medie er en transistorradio. Et smukt land, hvor naive Sarah i Chanel-bikini på badeferie på den fantastiske strand første gang møder Lille Bi, der har en gruppe fyre efter sig med kalasnikov’er, som kun har ét mål, nemlig at slå hende ihjel. Fordi hun måske har set, at de brændt hendes landsby af med mus og mænd, for at kunne få let adgang til de gyldne dråber i undergrunden som de multinationale oliekoncerner higer efter at hente op.

Tiden i London giver et gribende (og forargende for denne læser) billede af, hvad asylansøgere udsættes for af ligegyldighed under deres endeløse indespærring – og det fortalt med en stemme, der gør, hvad hun kan, for at blive mere engelsk end den engelske dronning. Hun har lagt en klar strategi for, hvordan hun skal komme videre bl.a. ved ikke at tiltrække sig mændenes blikke, og med lyst til at bidrage til det rationelle, fantastiske, trygge og demokratiske land hun tror, hun nu er en del af.

Alt det i kontrast til en engelsk umiddelbart lykkelig hverdag, men hvor det fatale møde på stranden i Nigeria har trukket dybe, traumatiske spor.

Selvfølgelig møder Lille Bi og Sarah igen hinanden, og en meget spændende og sørgmunter historie om overlevelse og medmenneskelighed tager fart.

Jeg grinede, græd og forstår slet ikke, at denne kloge roman er skrevet af en kun 35-årig mand, der kun har én anden bog med i bagagen. Meget vedkommende historie om globaliseringen, hvor verdens problemer hænger sammen – og hvor vi får en sjælden chance for at kigge ind i en flygtnings møde med vores bureaukrati og grænser.