Af Kudsk 21/11-2011

Skriv kommentar

Ufuldkommen.

Forfatter: Tom Rachman

Tom Rachmans debut, "De ufuldkomne", har vist fået rigtig gode anmeldelser. Denne læser har ikke læst dem, men læst bogen, og er knap så begejstret.

"De ufuldkomne"s omdrejningspunkt er en engelsksproget international avis med redaktion i Rom, hvis sidste salgsdato egentlig for længst er overskredet. Vi får 11 vinkler på avisen, fra de forskellige på redaktionen, grundlæggeren, den faste læser og udgiveren. Og det er ikke et muntert billede, der tegnes. De er nogle stakler, og nogen af dem mere underholdende end andre.

Grunden til, at "De ufuldkomne" formentlig er blevet så vel modtaget er sikkert, at anmelderne derude, genkender kulturen og de dilemmaer, som avisen står overfor. For at give et par eksempler, så løber det ikke rundt. Udgiveren er uduelig og har fået avisen som projekt, for at han ikke skal ødelægge andet i koncernen, og forholder sig på ingen måde til problemerne. Avisen har end ikke en hjemmeside, oplagstallet falder, og abonnenterne dør bort.

Specielt historien om freelancer ved et tilfælde, Winston Cheung, er skæg. Cheung møder avisens chefredaktør på et seminar, hvor hun hurtigt konstaterer, at han ikke har kvalifikationerne i orden til et åbent job hos dem som korrespondent i Mellemøsten. Han taler end ikke en smule arabisk. For at slippe af med ham, beder hun ham maile en af de andre ansatte. Og pludselig befinder Cheung sig i Cairo på prøve som korrespondent. Her møder han snylter og alfahan Rich Snyder, der er på prøve i samme job, og invaderer alt, hvad der er Cheungs, inklusive pc og lejlighed i jagten på at få jobbet og den grænseoverskridende historie, som han jager som en elefant i en glasbutik, mens Cheung ufrivilligt kommer til at skulle feje glasskårene op. Hos denne læser var billede ret klart af, hvordan denne selvforherligende og hensynsløse Snyder fuldstændig udraderer Cheung inden hans karriere nogensinde fik begyndt.

...Også historien med læsernes redaktør, Herman Cohen, er sjov, hvis man selv besidder et sprogrøgtergen som denne læser. Her er en mand, der kæmper en uvindelig kamp mod skribenter, der sjusker og misbruger og skævridder sproget. Hans Bibel over brølere er kanon.

Eller historien om avisens mest trofaste læser, Ornella de Monterecchi, der lever en syret, ensom tilværelse i sin herskabslejlighed i Rom, hvor hun tyranniserer den ene stuepige efter den anden, og læser avisen på en ganske særlig måde. Monterecchi er ikke født i samme stand, som hun giftede sig ind i, så hun har måttet tillære sig at læse avis som ambassadørfrue. Hun har bare fået gjort det på en noget andet måde, end de fleste: Hun læser hver en avis fra ende til anden. I kronologisk rækkefølge. Fordi hun ikke havde og har andet at lave. Det betyder, at da vi møder hende, er hun nået til 24. april 1994. Dvs. hun kan ikke finde netop den avis på loftet, hvor det ellers er stuepigens fremmeste opgave at styre arkivet i korrekt rækkefølge, så hun ikke får viden om verden, før hun er nået til den. Den manglende avis viser sig at være blevet brugt til at tørre Monterecchis mands blod op med under mystiske omstændigheder.

Det er sjovt, og det er sørgeligt, men for denne læser står det lidt uklart, hvad Rachman vil med sin historie. Vel er den underholdende, vel berør den et fænomen i tiden, hvor papiraviserne er truede, og deres kulørt ansatte ligeså. Men der mangler et eller andet, der gør den til mere end en hyggelig og ætsende historie om menneskeskæbnerne omkring en døende avis.