Af Kudsk 29/08-2010

Skriv kommentar

Forfatter: Clara Kramer

I denne anmeldelse afsløres slutningen på Claras krig! Det er måske ikke den store overraskelse, hvis du har hørt om bogen, en jødisk dagbog fra anden verdenskrig, for pr’en har bl.a. gået på, at forfatteren Clara Kramer stadig lever.

Hvis du er det mindste interesseret i anden verdenskrig, så er bogen spændende og velskrevet læsning. Sjældent handler krigsbøger om almindelige mennesker, hvad de oplevede og hvordan de overlevede. Det gør Claras krig.

Clara er jødisk skolepige, som bor i Zolkiew, som dengang lå i Polen. I ’41 har hun en idylliske hverdag, hvor det jødiske samfund lever ret afsondret fra det polske. Men inden længe kommer nazisterne og opretter en i ghetto i Zolkiew.

Claras familie forsøger at undgå den, og da de tidligere sammen med to andre jødiske familier er påbegyndt arbejdet med at udvide en krybekælder med de bare hænder til midlertidigt skjulested, ender det med, at blive deres hjem i halvandet år.

Deres held bliver, at Claras mor har haft en polsk tjenestepige, som nu viser sig at være den eneste, der er villig til at skjule familierne. Hendes mand er ellers tysker og kendt som antisemit, men dette par og deres datter viser barmhjertighed. Da alle jøderne officielt er fordrevet til ghettoen, må tyskerne frit vælge hus, og Claras redningsfamilie vælger naturligvis huset med krybekælderen ...

Nu får vi hverdagsskildringen fra en interimistisk jordkælder, hvor kun gulvbrædderne skiller deres ikke eksisterende privatliv fra værtsfamiliens og deres forskellige logerende, bl.a. tyske lokomotivfører, der kører Auschwitz-togene og blodtørstige SS officerer. Dels i kælderen må tåle hinanden og er 100% afhængige af, om deres ”værtspar” leverer mad gennem deres hemmelige lem i gulvet, og at de henter toiletspanden, så stanken ikke kommer op gennem gulvbrædderne. Sikkerheden trues konstant, bl.a. da nogle små børn mod alle odds er undsluppet nazisterne og har fundet kælderen og hver gang en af de smukke kvinder fra kælderen hentes op af husbond. Alle ved, at før eller siden vil hans kone opdage bedrageriget og have endnu mindre tilovers for beboerne i kælderen. Men inden læseren sammen med Clara holder vejret og håber at det hele går godt, har Claras mor udstyret hende med en bog, så hun kan dokumentere opholdet – også hvis de ikke skulle overleve.

I forordet skriver Clara, at hun nu som 82-årig har skrevet det hele, som hun husker og oplevede det. Det er falsk varebetegnelse, for på sidste side står der, at manuskriptforfatteren Stephen Glantz har skrevet bogen. Det svækker beretningen som personligt og autentisk dokument. Undervejs hører vi ellers, at Clara er det belæste indadvendte barn, men ringen sluttes altså ikke med, at hun bliver forfatter...

Noget af det mest interessante er Claras tanker om jøderne og Gud, men hvor troværdige er de? Er en 15-årige piges spontane eller en 82-årige amerikaners velreflekterede og politisk korrekte? Under alle omstændigheder er det spændende, når hun tænker over, hvor lidt integrerede hun i grund var i samfundet, og hvorfor jøderne skal så mange prøvelser igennem fra Gud. Det kunne have været interessant at høre lidt mere om, om Clara var blevet mere eller mindre religiøs af at overleve opholdet i kælderen – endda med hjælp fra en tysk antisemit.