© Misher Films

Af Hugger 05/09-2010

3 kommentarer | Info om filmen | Trailer

Overraskende effektiv gyser udstråler godt håndværk.

I Danmark kom science fiction-filmen 'Pandorum' som den første, selvom instruktør Christian Alvart først lavede 'Case 39'. Det er en skam, for 'Case39' er bestemt en mere helstøbt oplevelse end 'Pandorum', der skønt nogle meget flotte effekter og en god historie, til tider blev lidt træg og mistede pusten til sidst, da (anti)klimakset rullede over lærredet.

Instruktørens evner lod sig dog ikke fornægte, og hvis man havde startet sit bekendtskab med ham med 'Case 39', så ville man måske endda være endnu mere skuffet over 'Pandorum', idet 'Case 39' er et gedigents stykke filmarbejde.

Filmen kan bedst sammenlignes med Richard Donner's udødelige klassiker 'Tegnet' ('The Omen') fra 1976, idet den handler om den form for ondskab, der er håndgribelig og direkte, ikke noget omsvøb her, ingen undskyldninger eller forklaringer om uheldig barndom og dårlige opvækstvilkår. Det er ondskab i den reneste form, djævlen selv!

...Stemningen i filmen bygges flot op, og filmen tager sig god tid til at skabe atmosfæren, der langsomt men sikkert skaber en følelse af uhygge, der er dejlig skræmmende.

Filmen bruger tid til at præsentere sine personer, at skabe de forbindelser, der skal bygges på senere, og de første skræmmende scener er faktisk kun dialogbaserede, ikke effekter.

Og man ved faktisk aldrig, hvad den rigtige historie er, og om der er tale om paranormale hændelser eller noget andet, der er på spil, og først efter ca. halvdelen af filmen, får man de første svar.

Det er flot lavet og der spilles fint på alle pladser. Renee Zellwegger er overraskende afdæmpet i sit skuespil, og det er dejligt at se fra en skuespiller, der ofte overspiller og er på randen til at være ret irriterende. Her er hun faktisk tilforladelig. Ian McShane, bedst kendt fra den fremragende HBO serie 'Deadwood', der rullede over de danske tv-skærme i 2009, er god i en birolle som den garvede og kyniske politimand, men de største roser skal gå til den unge Jodelle Ferland, der har præcis den rette mængde sødme og ondskab til at ramme rollen som den lille pige, der rummer mere, end der synes.

Klichéerne står i kø, når skæve kameravinkler, chokeffekter og CGI bruges effektivt til at skræmme publikum, og selvom det alt sammen er set før, så virker det fint og bidrager til filmens stemning.

Fra start til slut holder Alvart sikkert i tømmerne, og man er i gode hænder når filmen slutter. Filmens slutning er en cadeaux til Alvart og filmens manuskriptforfattere, idet den tør gøre noget, mange andre filmen i genren aldrig gør, den lægger IKKE op til en 2'er, og det er da befriende?

Flot debut, god og skræmmende og helt igennem en fornøjelig oplevelse.