Af Kudsk 06/12-2010

Skriv kommentar

Det er barsk, og det er godt.

Forfatter: Jens Blendstrup.

Med et efter min mening lovende omslag, mystisk titel og placeret i en af mine favoritgenrer - dansk realisme - var forventningerne høje hos denne læser. Jeg ved ikke, hvad jeg havde ventet - men jeg fik en god og rystende bog.

For det første gav den et indblik i en verden, jeg intet kender til, nemlig den meniges i militæret alias Almegård Kaserne 1988. For det andet fik jeg en oplevelse af en dysfunktionel familie, der havde opbygget sin egen levedygtige og usunde struktur. For det tredje en godt disponeret fortælling. Fortælleren ved mere, end han lige vil ud med, og han giver bevidst meget små spor, der afslører, at alt vist ikke er, som man kunne antage med menig Balleby.

Leif Balleby er 18 år. Han spiller, som så mange gange før, matador med sin dominerende far, der er psykolog og pensioneret sekondløjtnant. Og taber. Denne aften betyder det, at han skal melde sig frivilligt til marineinfanteriet på Bornholm. Leif forstår ikke hvorfor, men gør som faren siger. Vi følger nu Leifs liv på kasernen. Først lefler han for befalingsmændene, og håber på at blive udtaget som officer. Nogen falder for han naive ambitioner, men han vrages naturligvis. Som hævn forsøger han halvhjertet at blive kommunist. Efterfølgende oplever han, at en soldaterkammerat dør under en øvelse, og det gør ham til et nervevrag - som fortsat ikke tages alvorligt af nogen af hans kolleger. Hans far får ham overført til militærpsykiatrisk afdeling, men her magter Leif ikke at fortælle sandheden om, at han er bange og ikke forstår, hvorfor det var kammeraten der døde, og ikke ham selv. Han udskrives og vender tilbage til kasernen, hvor alle opfatter ham som en uudholdelig, tikkende bombe. Efter et sløset forsøg på at desertere, tropper faren op på kasernen iført gammel uniform og laver en scene. Leif ender i Nyhavn med blod i ansigtet efter et års værnepligt.

Blendstrup må have været i hæren - siden han kan beskrive det absurde miljø så præcist. Udover et kasserneliv med befalingsmænd, der får Løjtnant Pjok og Generalen fra Basserne til at blegne, så bliver en soldat faktisk slået ihjel på grund af en bindegal befalingsmands vanvittige kommandoer, men ingen tager det rigtigt alvorligt.

...Bogen er så fin, fordi den rammende beskriver et svagt menneske, der gerne vil gøre alle glade, og gerne vil have et godt liv, men ikke forstår, hvad han skal gøre.

Konstant forsøger han at leve op til andres mål og ambitioner, hvad enten det angår militærkarriere, kvinder, politik eller træning. Konstant synes alle, han er et ligegyldigt nul, fordi de gennemskuer, at han ikke har sin egen mening om noget. Egentlig er han ikke dum - han får bare lov at være det. Kun de, der kan udnyttet ham til egne formål, samler ham op. Han ser det godt, men magter ikke at gøre noget. Samtidig har han en betændt familie med en far i spidsen, der åbenbart har besluttet, at militæret også skal modne hans fjerde søn. Han tøver ikke med - i underholdende og meget præcise vendinger - at fortælle Leif en sandhed eller to, også når han helt sikkert burde lade være, og han styrer alt, hvad Leif gør. Et eller andet sted holder han af sin søn - det er i hvert fald vigtigt, at han konstant ved hvor han er, så han kan sætte knappenåle på landkortet, men det er ikke så betingelsesløs en kærlighed, som familiens gamle hund får, og empati er der intet af.

Denne læser får ondt i hjertet på Leifs vegne, fordi han er så kikset, usikker og til grin, selvom han prøver så hårdt. På den anden side forstå læseren også, at han er en pestilens at dele stue med, fordi han netop ikke rigtig enten er totalt antimilitær og væk i en hashtåge eller har intelligensen til at gøre karriere i camouflagetøj. Og at han måske heller ikke er nogen drømmesøn for en mand, der selv har få masser af sildesalat i hæren. Det er barske løjer. Og det er godt.