Af Fabricius 29/08-2010

1 kommentarer

Hvem er det, der skal vise de unge mennesker i de danske forstæder, hvad alternativ musik det er? Mit bud var Arcade Fire. Dette endda til trods for, at deres forrige album 'Neon Bible' (2007) skuffede mig fælt oven på mesterværket 'Funeral' (2004). Men 'The Suburbs' skuffer mig også, og jeg frygter at denne tsunami af forfærdelig mainstream pop blot skyller flere og flere unge mennesker med sig - lige ud i ubetydeligheden.

'The Suburbs' byder på udemærkede numre, men den stemning og nerve der udgjorde 'Funeral' er ofret til fordel for en pænere lyd, der på ingen måde gør Arcade Fire gavn. Titelnummeret, Modern Man, Month of May Sprawl I og Sprawl II klarer sig godt på albummet. Hver især byder de på forskellige facetter af Arcade Fire, Fra Sprawl II’s disko melankoli til Month of May’s beskidte rock. Især dvæler Sprawl I smukt i sig selv, og er et af albummets stærkeste numre. Problemerne begynder dog for alvor når man tager længden af albummet - 16 numre, hvor kun 5 numre er værd at lytte til. Her er alt for mange banaliteter, som den håbløst kedelige rocker Ready to start eller den rodede Rococo. Der er simpelthen for få gode numre, noget som 'Neon Bible' også led under. Det virker halvhjertet og forhastet. Som koncept album fortæller det en historie hørt mange gange før, om udlængsel og fremmedgjorthed. Denne gang fra forstadsmareridtet der drømmes over hele kloden. Men der er en mærkelig trækken på skuldre som lytter, da disse tekster intet nyt bringer. De lyder mest af alt som noget Bruce Springsteen har gjort bedre, eller Neil Young har gjort endnu bedre.

Halvhjertet er det perfekte udtryk, for i Win Butler har bandet en af de ypperste vokalister på musikscenen, men selv hans ellers altid passionerede vokal er mærkelig anonym.

Og desværre så vil dette album også forblive anonymt. De gode numre der er, har ikke samme vitalitet som tidligere numre. Dette kan måske nok blive deres pop-gennembrud, men det er mere sigende for den tilstand musikscenen befinder sig i i dag, end om kvaliteten af albummet.

Hvad der engang var ærligt, skræmmende og originalt er nu bare endnu et band, der hypes og glemmes, når det næste konstruerede stykke popstjerne træder på scenen i et eller andet tv-program et eller andet sted her i vesten.