© Artina Films

Af Hugger 04/03-2010

3 kommentarer | Info om filmen | Trailer

Colin Firth er eminent i en film, der handler om meget mere end en homoseksuel mand i 1960'erne.

Gucci-designeren Tom Ford rammer ualmindelig plet i sin debut som instruktør.

'A Single Man' er smukt udført både visuelt og filmografisk og bevæger sig sikkert og rørende i materialet. Den repræsenterer også et kvantespring for Colin Firth, der her leverer sin mest nuancerede præstation til dato.

Filmen er baseret på en roman fra 1964 af Christopher Isherwood og handler om en homoseksuel britisk universitetsprofessor bosiddende i Los Angeles i 1962. Professoren bearbejder tabet af sin store kærlighed Jim, der døde i en bilulykke 8 måneder tidligere. Rent tidsmæssigt forløber filmen kun over et enkelt døgn, med diverse flashbacks, hvor professoren planlægger det perfekte selvmord, idet de dystre tanker, tabet og savnet er blevet for meget for manden. Grundet det bornerte og fordomsfulde USA på den tid kan han ikke kan snakke med nogen om tabet af sin store kærlighed eller i øvrigt deltage i mindehøjtideligheden på grund af familiens fordomme.

I bund og grund en fortælling om en dag i en ensom mands liv, der ender med at blive en spirituel rejse fra fortvivlelse til genfødsel.

'Brokeback Mountain', en i mine øjne overvurderet og træg film, har dog allerede gjort et stort stykke arbejde for Ford, og denne film har da også allerede høstet adskillige nomineringer og priser i en verden, hvor tabuet homoseksualitet heldigvis ikke i lige så høj grad præger/marer Hollywood og de bornerte amerikanere.

Filmens manuskript formidler fint bogens stil, hvor fortællerens tanker pensles ud, og giver os en objektiv og dyb empatisk oplevelse.

Man følger, hvordan Firths universitetsprofessor, George Falconer, på afstand observerer sine naboer med skjult afsky fra toilettet imens han gør sig klar med bad, manchetknapper og pudsede sko indtil forvandlingen fra homosekuel afviger til mainstream, anerkendt aseksuel professor har fundet sted. Hver dag den samme skabelon og rutine, som der aldrig afviges fra, men som via tilbageblik, underspillede voiceovers, montager og Firths fremragende skuespil giver indtrykket af en elegant, privat mand, hvis jakkesæt (naturligvis designet af Tom Ford!), briller og hår udstråler en kølighed og kontrol, der gemmer på en indre ensomhed og frustration.

På universitetet giver George Falconer på et tidspunkt en tale til sine studerende om ”frygt” og samfundets manipulation ved hjælp af frygt. Da filmen foregår i 1962, er både Cuba-krise, kommunistfrygt og forbrugersindsyge noget, der nævnes i talen, mens spørgsmålet om homoseksuelles rettigheder, eller mangel på samme grundet frygt, mistro og fordumsfuldhed, ikke nævnes, men smukt anes i samtlige ord.

Filmens productiondesign spiller en stor rolle i filmen, hvor det er med til at portrættere en troværdig og flot udgave af USA anno 1962. En detalje er, at George Falconer bor i et moderne hus af glas med udsigt til (vild) natur, mens han er omgivet af 60'ernes tilbageholdte, undertrykte forstadsidyl.

Igennem filmen møder Falconer tre forskellige personer, der alle bidrager til hans rejse denne skæbnedag.

Han møder den unge studerende Kenny, og de tiltrækkes af hinanden, symboliseret med smuk, underspillet dialog. Han møder George, en spansk gigolo der symboliserer lidenskab og dyrisk tiltrækning, og endelig mødes han med sin gamle veninde (som han har været i seng med i sine unge dage, da han var ung og forvirret!), fremragende spillet af den altid smukke og dygtige Julianne Moore. Især scenen mellem disse to slår gnistrer. Alle disse møder kommer dog i vejen for hans ønske om at begå selvmord. Selvom Moores engelske accent er lidt påtaget, så er hun en værdig modspiller til Firth som den ensomme, fordrukne midaldrende kvinde, der stadig begræder, at hun og Falconer aldrig fandt sammen som par, og hun slider med henholdsvis sympati for og fortrydelse i forhold til Falconer og, hvad der kunne være sket, hvis han ikke var sådan en ”fucking poof”.

Filmen er særdeles god til at vække og portrættere komplekse følelser som ovennævnte, men rejser sig over dette iboende melodrama og er en helstøbt og stærk oplevelse.

Det eneste negative, hvis man overhovedet kan kalde det sådan, om denne ellers perfekt stylede pakke af en film, er instuktørens brug af bizarre farveboosts – fra det grå-i-grå udvaskede triste look til vild technicolor – for at signalere håb, liv og tilgivelse. Ideen er rigtig god, men kunne måske være brugt mere subtilt. Men som sagt er dette blot et lille men, og 'A Single Man' er en fremragende og smuk film, der er et af nyere tids flotteste instruktørdebuter.

Det bliver spændende at se, hvad Ford kreerer næste gang, når Catwalken lægges til side og kameraet ruller!