Af Kudsk 21/07-2011

Skriv kommentar

Sober reflektion over uhyrligt livskapitel.

Forfatter: Natascha Kampusch

Indrømmet: Jeg har bevæget mig om '3096 dage' som katten om den varme grød allerede fra den udkom på engelsk sidste år. Kunne ikke helt bestemme mig for, om det var sladder og sensationshunger af værste skuffe, eller om det ville være noget andet og mere interessant. Besluttede mig for, at det måtte undersøges nærmere.

Det har jeg ikke fortrudt. '3096 dage' er en sober bog om en helt ufattelig historie, der er så uvirkelig, at jeg flere gange undervejs måtte huske mig selv på, at det altså ikke er fiktion det her, men en sand historie.

Natascha Kampusch har sammen med to forfattere skrevet bogen, og vi starter med de tidligste barndomsminder fra forstadsbetonghettoen, hvor hun voksede op med et forældrepar, der langt fra var i harmoni. Faktisk giver hun den del af sit liv ret meget opmærksomhed, men det skal nok udligne det forfærdelige faktum, som hun selv skriver, hun kæmper med, nemlig at hun i dag er reduceret til ”hende fra kælderen”, for selvfølgelig har hun også haft et liv før og får vel også et efter kidnapningen.

...Kampusch er ekstremt reflekteret over hændelserne fra tidlig barndom til den fatale dag, hvor hun første gang går alene i skole, har en mærkelig fornemmelse af uråd, da en mand står afventende på fortovet ved siden af en varevogn.

Nogen gange sad denne læser med en fornemmelse af, at hun da umuligt har kunnet huske alle de detaljer, og så på den anden side, så har hun jo haft uendelig meget mere tid end os andre til at reflektere og repetere, når hun var spæret inde, mens ventilatoren klaprede og urtimeren bestemte døgnrytmen. Det er den voksne Kampusch, der analyserer.

Vi ved alle, hvordan det endte: 3096 dage eller omkring ni år i en fugtig kælder på fem kvadratmeter i sin kidnappers vold og magt, men det er interessant at få Kampusch' ord på, hvad der skete og ikke mindst hvordan i alverden hun kom igennem og bevarede håbet og modet til at stikke af, første gang hun fik chancen.

Det er virkelig en syg mand, hun er fanget hos, og jeg led med hende og forstod ikke, hvorfor hun skulle udsættes for så grusom en skæbne. Det er sørgeligt at han nåede at begå selvmord, så vi aldrig bliver klogere på, hvorfor i alverden han havde brug for at dominere en ti-årig pige og mishandle hende.

Det jeg sidder tilbage med, er stor respekt for Kampusch som menneske. Tænk at overleve det mareridt komplet isoleret. Som hun selv skriver, er hendes skæbne mere grusom end at komme i fængsel, fordi fanger i det mindste ved, hvorfor de er dømt. Samtidig fortæller hun en interessant historie om at kunne tilgive. Hun mener ikke, at hun var kommet igennem uden at kunne tilgive sin bøddel, men hendes irritation er stor, når omverdenen taler om stockholmsyndrom osv: Det er en naturlig mekanisme også at holde af sin krænker, fordi han er eneste kontakt til omverdenen og eneste mulighed for at få mareridtet til at høre op. Desuden får vi historien om, hvor skidt politiet har håndteret opklaringen og hendes genopdukken. Da Kampusch endelig stak af, var alle mistroiske, og hun blev sågar lagt i håndjern. Som hun skriver, var det aldrig sådan hun havde forestillet sig at blive modtaget. Desuden lækkede politiet hele historien til pressen, hvilket hun allerede dengang havde frabedt sig, at frygt for, aldrig at få et almindeligt liv igen og bare blive ”hende fra kælderen”.