© Columbia Pictures

Af Gabriel 13/09-2009

12 kommentarer | Info om filmen | Trailer

Kitch, kult og B-film.

Katastrofefilmmester Irwin Allen der i 1970'erne var enehersker, når det kom til storslåede og succesfulde katastrofefilm, må gnide sig i sine små velnærede hænder over '2012'. Med titler som 'The Towering Inferno' og 'The Poseidon Adventure' skabte han det, der skulle blive fundamentet til Roland Emmerichs 260 millioner dollar dyre hyldest til katastrofilmgenren. Og tak for det.

'2012' er en skamløst underholdende popcorn-film uden hæmninger og dybere mening. Bevares, den er da fyldt med lommefilosofisk snik-snak og symbolik, men det er ligegyldigt i den store sammenhæng. 2012's ambition er at underholde storslået, og det gør den.

Rollebesætningen består af en stor blanding af A- og B-film skuespillere, og de gør det for det meste godt. John Cusack spiller sin hovedrolle med et ironisk glimt i øjet, og navne som Jimi Mistry, Thandie Newton og Chiwetel Ejiofor fylder deres roller ud perfekt. Det kan man derimod ikke sige om flere af filmens "russiske" skuespillerpræstationer, der grænser til det pinlige.

... Handling og persongalleri kan, som det oftest er tilfældet med denne type Hollywood-film, beskrives på bagsiden af en serviet og fred være med det. Historien behøver ikke at være dybere, end det vi præsenteres for, og de karakterer som Emmerich har valgt at fokusere på, er ganske vist meget tyndt beskrevet, men ikke desto mindre så tilpas sympatiske og identificerbare, at man gider at holde af og med dem.

2012's egentlige hovedrolleindehaver er effekterne. De er overbevisende, skræmmende og fuldt ud tilfredstillende. Og lad os være ærlige; hovedårsagen til at vi bliver lokket i biografen for at se lige netop denne type film. Jeg opgav til sidst at holde styr på, hvor mange super intense scener '2012' indeholder, og efter små to timer af filmens næsten tre timer lange spilletid opstår der da også en vis form for redundans.

'2012' har masser af selvironi (watch that donut!) og referencer til andre katastrofefilm. Det klæder den, men er ikke nok til at styre den uden om flere ufrivilligt komiske scener. Lav en tjekliste over alle de filmklicheer du kan komme på inden du ser filmen, og jeg lover dig for, at du kan sætte hak ud for de fleste, når filmen er færdig. Tager du derimod filmen for det den er, vil du opleve en af årets absolut mest overdrevne, kitchede og underholdende film fra Hollywoods samlebånd.