© Morgan Creek Productions

Af Gabriel 27/01-2012

Skriv kommentar | Info om filmen | Trailer

En bleg efterligning af originalen.

John Carpenter var på toppen af sin karriere, da han i 1982 lavede 'The Thing'. En gyser baseret på bogen 'Who goes there' af John W. Campbell Jr., og som allerede var blevet filmatiseret i 1951 under titlen 'The Thing from Another World'.

Med et solidt cast, vanvittigt imponerende special effects og en kompromisløs og stramt fortalt historie skulle man tro, 'The Thing' automatisk blev et hit. Men nej. Publikum blev væk. De ville hellere se et lille, sødt rumvæsen ved navn E.T..

Det var dog på ingen måde slut. Det hurtigt voksende hjemmevideomarked fik øjnene op for 'The Thing', hvor den op gennem 80'erne, 90'erne og 00'erne blev en af Universal Studios største salgssucceser på VHS, DVD og Blu-ray.

Hvorfor der skulle gå næsten 30 år før Universal Studios fik lyst til at lave en fortsættelse (i dette tilfælde en prequel) ved jeg ikke. Måske det skyldes respekt for oplægget (jeg tvivler), måske det aldrig har været nærliggende at fortælle endnu en historie om det grusomme udefra. Før nu.

Med den ukendte instruktør Matthijs van Heijningen Jr. i instruktørstolen blev 2011 året, hvor vi igen skulle stifte bekendtskab med de kolde arktiske egne, hvor ingen er, hvad de giver sig ud for.

Som med 'Invasion of the Body Snatchers' blev de forrige film lavet under den kolde krig, hvor de kunne ses som allegorier over frygten for skjulte kommunister i vor midte. Derfor er det måske ikke helt overraskende, at Universal Studios vælger at lave en opfølger netop nu. Efter den 11. september 2001 har det vestlige samfund nemlig fået noget nyt at frygte i form af religiøs terrorisme. Kan vi stole på vores nabo?

Det tror jeg ærligt talt, hverken instruktør eller manuskripforfatter har skænket en tanke. 'The Thing' anno 2011 er en monsterfilm og intet andet.

...Den gør alt, hvad den kan for, at efterligne omgivelserne fra Carpenters 'The Thing' ned til mindste detalje, og det er faktisk filmens største styrke - og svaghed. Styrke fordi den norske lejr rent faktisk ligner den lejr amerikanerne besøgte i 'The Thing' fra 1982 og svaghed fordi det desværre er det eneste filmen gør rigtigt i forhold til originalen - som den ser så meget op til.

Der skæves da også lige vel rigeligt til Carpenters version. Faktisk så meget at nogle scener fremstår som dårlige kopier af den originale. Tag blot den berømte blodprøvetest, der i Carpenters udgave var en emminent spændingsscene, hvor overraskelserne vitterligt var overraskende, og hvor humoren var lige i øjet midt i den anspændte situation. I 2011 er blodprøvescenen skiftet ud med en tilsvarende, men ikke videre kløgtig scene, hvor uhyret skal afsløres ved at kigge efter plumber i videnskabsmændenes tænder. Kvikke som videnskabsmændene er, har de nemlig opdaget, at uhyret ikke er i stand til at replikere uorganisk materiale. Scenen fungerer sådan set udemærket, men når man nu alligevel lægger sig så tæt op af originalen, hvorfor så ikke bare lave en genindspilning til et nyt publikum?

Et velkendt problem i gysergenren er, at man som publikum ofte skal frygte for nogle personer, som man er fuldstændig ligeglad med. Det gør sig også gældende her, hvor dårlige replikker og klicheagtige eller manglende karaktertræk er med til at sænke pulsen, når ubehagelighederne burde give hjertebanken. De arktiske videnskabsmænd udryddes en efter en, og man kunne ikke være mere ligeglad.

Det er jo ikke fordi 'The Thing' fra 1982 var et blændende karakterstudie, men der var alligevel så stor forskel på de forskellige personer, at man med det samme forstod deres bevæggrunde og indbyrdes forhold. En meget vigtig faktor for den paranoide stemning som Carpenter skabte ved at så tvivl om, hvem der var blevet overtaget af monsteret og hvem, der endnu var menneske.

Filmen lider samtidig under en seriøs mangel på skuespillere, som kan brænde igennem på lærredet. Jeg savnede virkelig Kurt Russels antihelt MacReady for ikke at nævne de mange andre mindeværdige karakterer fra 1982-udgaven. Mary Elizabeth Winstead er ikke nogen Ellen Ripley, som hendes karakter noget så uopfindsomt er baseret på, og Joel Edgerton blegner i sammenligning med den stærkt undervurderede Kurt Russel, som han tydeligvis er en pendant til.

Der er ingen tvivl om, at der er lagt en masse arbejde i at få de to film til at ligne hinanden og de mange små plotdetaljer, som kæder de to film sammen, er udført med respekt. Det er bare nytteløst, når spændingsniveauet ikke når den gamle film til sokkeholderne - vi ved jo allerede, at ingen overlever i den norske lejr - og når filmen samtidig mangler den sublime uhyggesstemning som gennemsyrede hvert eneste billede i Carpenters version, ja så er der ikke meget tilbage, som retfærdiggører dens eksistens.

Når rulleteksterne kører over skærmen og Ennio Morricones ildevarslende score langsomt fades op, er der kun et at gøre: sætte Carpenters mesterværk på.